Paul Virilios Bunker archéologie fra 1975 dokumenterer hans udforskning af forholdet mellem (militær)teknologisk hastighed og det militære rum. En udforskning, hvis perspektiv overskrider den militære sfære. 





En varm sommerdag i 1958 befinder den 26-årige Paul Virilio sig på en strand i den vestlige del af Bretagne. Han hviler sig op ad et bygningsværk og lader blikket vandre langs den ubrudte horisont og den tomme strand. Det får ham tænke på sin egen vægt, på varmen og på det solide ryglæn, han sidder op ad:"En halvt væltet betonklods, en værdiløs ting, der indtil da kun havde fanget min interesse som en levn fra Anden Verdenskrig, som illustration af en historie, den totale krigs historie." 

Denne tilsyneladende ubetydelige hændelse bliver startskuddet til næsten ti års vandringer med notesblok og kamera langs Europas befæstede vestkyst. Fra Nordsøen langs Den Engelske Kanal og videre ned langs den franske Atlanterhavskyst registrerer han de forskellige typer af militære installationer og indsamler, kort, diagrammer og andet kildematerialer. Det hele bliver i 1975 til både en udstilling i Paris og hans første bog: Bunker archéologie. Et klassisk værk, der med over 100 billeder dokumenterer en stor militær- og kulturarkæologisk bedrift i udforskningen af sammenhængen mellem udviklingen af de (militær)teknologiske hastigheder og det militære rum. 

En væsentlig forudsætning for at have kontrol over et territorium er at have kontrol over hastigheden. Den, hvis fremførings-, kommunikations- og destruktionsmidler besidder den højeste hastighed, behersker både rummet og tiden. Det militære rum tilrettelægges derfor, så det fremmer den højest mulige hastighed. Og for Paul Virilio er det militære område interessant, fordi det giver varsler om den fremtidige måde vi strukturerer vores sociale rum. 

Med tilladelse fra Paul Virilio bringer vi for første gang i et dansk medie et udvalg af disse billeder: