ArkitekturNet - Forsiden

DANSKE ARKITEKTER I UDLANDET



  UDENVÆRKER  
  UDEBANE ELLER HJEMMEBANE  
  TID TIL EFTERTANKE......  

UDENVÆRKER
af Jan Utzon
, september
01

Den tilbagestående byggebranche i den tredje verden er til uvurderlig gavn for arkitekturen.

Byggeri i Zimbabwe, arkitekt Jan UtzonUmiddelbart skulle man måske tro, at det er mere kompliceret at bygge i udlandet end herhjemme. I Danmark har vi jo udviklet en avanceret byggeteknik og en dygtig styring af de processer, der indgår i byggeriet - lige fra bygherrens første spæde ønsker, til byggeriet er indviet, et-årsgennemgangen er overstået, og fem-årseftersynet er afsluttet.

Da jeg for nogle år siden skulle projektere en ny bygning i Danmark på en grund, hvor der i forvejen lå et en-familiehus tegnet af en arkitekt i 1940'erne, var jeg overrasket over at se hvor enkel en dokumentation, der skulle til på den tid for at give håndværkerne tilstrækkelig besked til, at de kunne bygge et smukt hus af høj kvalitet. Tegningen til det gamle hus - der var kun én - viste en kælderplan, en stueplan, en plan af 1. sal, to snit, fire facader og i mindre målestok en situationsplan med afløb indtegnet. Desuden forelå en beskrivelse på ca. 2 sider.

Det en-familiehus, jeg tegnede, var kun lidt større end det eksisterende. Tegningerne til det nye hus - og de var mange - var mere detaljerede og ledsaget af talrige tegninger fra de forskellige ingeniørdicipliner. Desuden indeholdt materialet en beskrivelse af et omfang som årets finanslovsforslag.
Bygherrernes ønsker - og resultatet af anstrengelserne - var de samme: Et smukt hus af høj håndværksmæssig kvalitet. Hvorfor så den overordentlig store forskel i dokumentationsmængden? - Det er i bund og grund et udtryk for mangel på tillid mellem byggeriets parter.


Formålet er velfungerende bygninger
Byggeri i Zimbabwe, arkitekt Jan Utzon Det kan være meget forfriskende for en dansk arkitekt at arbejde i udlandet. Jeg er især glad for at arbejde med projektering og byggeri i de såkaldte udviklingslande. Glæden og optimismen, hos de mennesker man arbejder sammen med i udviklingslandene, opvejer langt de små forhindringer, man skal overkomme. Forhindringerne har overvejende kulturel baggrund. Man skal lige finde sig til rette i det nye lands skikke og muligheder. Velviljen fejler ikke noget, og den glæde man møder hos de mennesker, man bygger for, er så smittende, at man selv føler, man får et løft og kan yde langt mere, end man troede muligt.

Udviklingslandene har endnu ikke udviklet sig længere end til det stade, hvor den almindelige sunde fornuft råder. Byggeriet sker direkte mellem bygherre, arkitekt/byggekyndig og håndværkere. Man er endnu ikke kommet til det stade i "udviklingen", hvor meget af hvad man siger, tegner og skriver som arkitekt sker for at sikre sig i en eventuel retssag. I u-landene består arkitektens arbejde endnu hovedsageligt i at tegne smukke, velfungerende bygninger til brugerne inden for den aftalte økonomiske ramme. Det samme er selvfølgelig også formålet i Danmark, men hvor man i udviklingslandene måske bruger 90% af sin arbejdsindsats på den kreative del af arkitektarbejdet og 10% på det juridisk spidsfindige, er forholdet lige omvendt i Danmark. Gennem hele projekterings- og byggeprocessen er man i Danmark meget opmærksom på, om alt foregår lige efter bogen, og om alt er korrekt til mindste detalje. Alle rådgivere og byggefolk helgarderer sig ved kostbare erhvervs-ansvarsforsikringer, og vores byggesagsdokumntation er baseret på at kunne holde ryggen fri i en retssag. - Det er helst altid de andres fejl, når noget går galt.

Kan man kalde forholdene tilfredsstillende i Danmark? Jeg mener nej.

Mange af de tegninger - og især beskrivelser - vi fremstiller på tegnestuerne i Danmark, ville slet ikke kunne anvendes i udviklingslandene, hvor en håndværker bliver ansat, hvis han kan grave et hul i jorden, og hvor han bliver sjakformand, hvis han kan bruge et målebånd. En sådan person ville, hvis han kunne læse, blive dybt forundret over mange af de mærkværdigheder, der indgår i en beskrivelse til et dansk byggeri. Det gælder både arkitekt- og ingeniørbeskrivelser, som man kan kalde "mange spildte kræfter". 


Et overskudsfænomen
Byggeri i Zimbabwe, arkitekt Jan Utzon Det er svært at se, hvorledes vi kan få bremset denne konstante udvikling bort fra det relative og enkle mod noget, der er en videnskab for et hold af specialister. Bygningerne bliver ihvertfald ikke smukkere eller af bedre kvalitet af al denne overdokumentation. Mange mennesker bliver rigere, og bygherren betaler.

I vores danske kultur og samfund, med et nogenlunde fast befolkningstal, er dét, der bygges egentlig et overskudsfænomen - i hvertfald set med u-landsøjne. Vi har stort set de boliger, vi behøver. Vi har tilstrækkeligt med bygninger til skoler, kontorer, rådhuse, kirker, mm. Det vi bygger er ofte et udtryk for, at der nu er ressourcer til at flytte til større og/eller nye boliger eller kontorer. Firmaerne har råd til at lade nye domiciler opføre. Man vil gerne vise en ny og frisk firmaprofil. Mange ældre lejligheder bliver lagt sammen til større, hvilket giver et behov for flere boliger. Mange nye virksomheder opstår, og det er ikke ualmindeligt at de efter et par forsøgsår i lejede lokaler får bygget nye, fine produktions- og administrationslokaler.

Set med globale øjne er vi blevet forkælede med hensyn til vores omgivelser og vores livsstil iøvrigt: Bygherrene i Danmark forventer, at det endelige produkt kvalitetsmæssigt står mål med en Mercedes Benz på trods af, at deres bygning er et unikum, hvorimod bilen er det masseproducerede slutresultatet af en mangeårig milliard-investering.


Givne muligheder
Byggeri i Zimbabwe, arkitekt Jan Utzon
Anderledes er det i udviklingslandene, hvor det man bygger udfylder et reelt tomrum eller afhjælper en akut mangel. Her forventes næsten intet, og de nye brugere af f.eks. en skole får tag over hovedet, hvor de før intet havde. Disse mennesker er absolut det modsatte af forkælede. De er ofte så spontant begejstrede som børn til juleaften. Det er en stor gave for en dansk arkitekt at opleve den glæde, hvormed ens arbejde bliver modtaget og brugt.

Man er selvfølgelig også nødt til at omstille sig fra en hverdag i Danmark, hvor alt er muligt, og alt kan skaffes - hvis bygherren vil betale - til en situation, hvor man er tvunget til at undersøge, hvilke byggematerialer der er til rådighed, inden man påbegynder projekteringen, og hvad man kan forvente, der kan laves på stedet, hvor der skal bygges. Men da en arkitekt jo er uddannet til at planlægge inden for rammerne af givne økonomiske og byggetekniske muligheder, burde dette ikke være noget problem. Det er oftest lav-teknologiske byggerier, der præger arkitektens arbejde i udviklingslandene. 

Alt foregår med godt humør. For de lokale håndværkere er der arbejde at få i et område, hvor der ellers aldrig har været noget. Ved byggeriets afslutning etablerer mange af disse "førstegangsbygmestre" sig som små-entreprenører, for nu kan de noget, de andre ikke kan. Ind imellem kan der opstå pudsige episoder, som alle dog tager med godt humør. Et eksempel herpå var, da et skolebyggeri skulle males. "Malerne", som ofte var håndværkernes koner, fik lov til at beholde de tomme malerspande. Vi undrede os over, at den hvide farve på lofterne var så uens og skjoldet. Det viste sig efter en nøjere undersøgelse, at hvis malerne havde en halvtom spand med hvid oliemaling til træværket og en halvtom spand med hvid plasticmaling til lofterne, ja, så kunne de jo bare hælde de to rester sammen i den ene spand og tage den tomme med hjem! Det gav dog en maling med nogle særprægede egenskaber.

Regner det gennem taget et sted, hvor samlingerne har været udført forkert (arbejdet udføres i tørtiden, hvor man ikke kan kontrollere den slags) er der ingen sure miner, man flytter bare møblerne og sætter en spand under. Så er der måske nogen, der får tætnet hullet i næste tørtid. Dette skal ses på baggrund af, at de samme personer har tilbragt deres liv i huse, der har stråtag uden skorsten, og hvor røgen fra bålet midt i huset blot siver op gennem taget. Forbavsende nok kan de voksne komme ud af hytten om søndagen, i det stiveste puds. Han i perfektsiddende jakkesæt og slips, hun i elegant, rød, kropsnær selskabskjole med matchende dametaske og højhælede sko.

Håndværksmæssig fællsenævner
Hvor vi i Danmark oplever, at arkitektur har udviklet sig til bygnings-design, kan byggeri i udviklingslandene ofte være en mere gedigen arkitektur i rumlig-skulpturel forstand. Herhjemme berømmer vi bygninger, hvor der er kælet for detaljen, de "rigtige" stålprofiler, den rigtige glans på malingen og de rigtige dørhåndtag i en bygning med "lækker" finish. Det har man sjældent mulighed for i udviklingslandene. Her arbejdes der med "tarvelige" materialer som betonblokke, puds og bølgeblik. Til gengæld er det op til arkitekten at disponere rummene, pladserne, halvtage, farver og beplantning, så anlægget bliver til et dejligt sted at opholde sig som eksempelvis bolig eller arbejdsplads. Bedst er det at finde den håndværksmæssige fællesnævner, som alle parter kan forventes at ramme, og ikke forsøge at gennemtrumfe et kvalitetsniveau som på den dyre Mercedes.

Arkitekter rejser ofte til Grækenland for at studere de smukke hvide byer der klynger sig til bjergsiderne. Her kan man ikke med den bedste vilje tale om byggeri af en høj håndværksmæssig standard. Til gengæld er her tale om bygningskunst af meget høj kvalitet. Her er beboeligt. Her er godt at være. Her er smukke pladser, varierede gade- og trappeforløb, hyggelige gårde og et logisk hieraki af bygningsudtryk. Man føler sig godt tilpas.

Det er den samme form for gedigen arkitektur, man kan lave i udviklingslandene - befriet for al dyr kosmetik og krukkeri.
LEDER
UDSTILLING
UDDANNELSE
KVALITET
MILJØ
LANDSKAB
FORSKNING
ANMELDELSER
LINKS
NYHEDSBREV
KOLOFON

OPDATERET D.07-04-2003



Kommentarer og debatindlæg kan sendes til redaktionen@ArkitekturNet.dk
Gengivelse tilladt ved kreditering.

TOP

OPDATERET D.07-04-2003