ArkitekturNet - Forsiden

ARKITEKTUDDANNELSENS VÆSEN

Af Vibeke Grupe Larsen, februar 00

Som nyuddannet var jeg af den formening, at vi lærte for lidt om det virkelige liv på arkitektskolen, og vi lærte i forhold hertil uforholdsvis for meget om Arkitektur med stort A. 

At opdage, at arkitektur ikke alene var med stort A, men at den bestod af lige dele æstetik, funktion, konstruktion og økonomi var faktisk noget, der først gik op for mig, da jeg var blevet færdig og kom i job. Chokket over den virkelige verdens økonomiske trængsler og krævende bygherrer fyldte meget i de første år. Jeg bandede meget over den kunstneriske, idealistiske, beskyttende og totalt frie uddannelse, som jeg havde forladt, og som overhovedet ikke havde givet mig redskaber til at tackle dette chok. Da chokbølgerne efterhånden lagde sig, og ancienniteten steg, kom nye problemer på banen - da det ikke længere kun handlede om kreativitet, konkurrencer, plancher, farvelægning, modeller og bløde streger, men også begyndte at kræve tidsstyring, beskrivelser, bemandingsplaner, prissætning, kvalitetssikring og udbudskontrolplaner mere end tegning, opstod tvivlen lejlighedsvis, om det nu også var det her, som jeg havde uddannet mig til. Og jeg bandede fortsat over skolen og dens manglende jordforbindelse - som jeg så det. Jeg svor, at hvis jeg nogensinde skulle undervise, så skulle det fandeme være på en anden måde! SÅ skulle vi have virkeligheden på bordet!

Og så var det jo så, at jeg kom til at undervise. Ikke på KA, men på DIS. Ikke danske arkitektstuderende, men amerikanske arkitektstuderende!

Den amerikanske virkelighed er en noget anden end den danske. Så min personlige målsætning om at få virkeligheden på bordet i undervisningssituationen måtte jo søges nogle andre steder end i BR95, love, bekendtgørelser, SBI, BPS, etc. etc. - for den virkelighed kunne amerikanere ikke lige bruge til noget. Det, som de kunne bruge - det var - og er - metoden. Min erkendelse om metodens betydning medførte for mig, at jeg nu er kommet i tvivl om, hvordan skolen kan fungere særlig meget anderledes end det, jeg allerede havde erfaret selv. Jeg mener - man skal kravle, før man kan gå. Og man skal lære, hvad form er, før man kan lave arkitektur. Og at lære hvad form er, kræver indlevelse, erkendelse, følsomhed og åbenhed. Det kræver kampe, hudløshed, usikkerhed, det kræver mod til at se sig selv i øjnene, uafladelig. Man kan ikke skabe, hvis man ikke har været rystet. 

Arkitektskolen skal fortsat medvirke til denne bevidstgørelse om, hvad der skal til for at skabe. Men der skal bygges noget ovenpå, når den studerende først har fået en fornemmelse for form. 

Jeg synes for så vidt stadig, at skolen mangler virkelighedsfornemmelse, når jeg ser afgangsprojekter gennem de seneste år i vores fagblad Arkitekten eller på udstillinger på Holmen. Tendensen har været selvrefererende, og mange projekter har været fortænkte og elitære. Kan disse arkitekter overhovedet nå frem til at magte den kamp, der skal til for at styre ingeniører og entreprenører på plads, kan de kommunikere til en bygherre, kan de acceptere og handle på, at den kunstneriske vinkling ikke altid automatisk får højeste prioritet i byggeriets barske virkelighed, men at der oftest skal kæmpes politisk og strategisk for at gennemføre den arkitektoniske kvalitet, kan de fungere i en teamsammenhæng, kan de beherske en humanistisk dimension? Kan der fortsat skabes arkitektur, hvis en årgangs mest fremtrædende projekter viser fortænkte, elitære tendenser i et så stort omfang, som visse årgange gennem de seneste 10 år har været præget af?

I dag er metoden mangfoldig - den gode arkitekt behersker ikke alene formgivning, men også den administrative del af tilblivelsen af arkitektur. 

Løsning af opgaven som arkitekt forudsætter ud over formgivningsevne, forhandlingsevne, analytisk evne, politisk evne, overblik - talenter, som arkitekter kan have eller ikke. Metoden er ikke alene redskab til at kaste sig over formgivning af enhver art. Metoden omfatter alle de facetter, som skal til, fra de første streger slås, til den dag byggeriet skal bortskaffes. Byggeri er først Arkitektur med stort A i det øjeblik, hvor alle faser af byggeriet har været begavet styret. I arkitektuddannelsen mangler vi, take it or leave it, muligheden for at folk finder ud af, hvad de er gode til, andet end formgivning. I faget mangler vi folk, der ved, hvad de er gode til, udover formgivning. Der er for mange "gudsbenådede" talenter, der ikke ved, hvordan man driver en tegnestue eller gennemfører en byggesag, men ved en masse om, hvad der er Arkitektur, og hvad "rigtige" arkitekter er. Og der er for få af de gode administratorer, de gode problemknusere, de gode formidlere, der får den kredit, som de er til dels, fordi arkitektfagets kunstneriske svøbe er den iboende konflikt mellem hensynet til æstetik/funktion og hensynet til teknik/økonomi.

Og jeg tror, at det er dér, at arkitektuddannelsen skal sætte ind. Professionalisering skal introduceres allerede på skolen - i de sidste år, f.eks. som en facet på afgangsopgaven. 

Man kan sige meget om det amerikanske uddannelsessystem - men der er nogle ting, som vi godt kan skele til, når det handler om professionalisering. Der indgås en kontrakt - den amerikanske studerende betaler for at blive undervist. Den amerikanske studerende har lov til at stille krav til undervisningen - og den amerikanske studerende ved det. Den amerikanske studerende stiller kvalificerede krav. Omvendt kan underviseren tilsvarende stille krav om kvalificeret tilstedeværelse og problemløsning - ellers får den amerikanske studerende en dårlig karakter. Jeg siger ikke, at vi skal indføre betalingsuddannelse pr. definition, ej heller karakterer - men den omstændighed, at der er et betalingsforhold, medfører en præcisering af samarbejdsforholdet, af dialogen, idet bevidstheden for den amerikanske studerende om det professionelle forhold, som han/hun senere skal indgå i, skærpes. På DIS gøres der i øvrigt meget ud af at diskutere faglig pædagogik. Lærere, ledelse, program og andre funktioner er under stadig evaluering - ikke bare herhjemme, men også i forhold til de amerikanske universiteter, der sender deres studerende hertil, og som aftager vores studerende igen bagefter. Den pågående faglige diskussion er på mange måder meget frugtbar for miljøet - ikke alene er den studerendes bevidsthed skærpet, undervisningen præciseres også.

Den danske arkitektstuderendes bevidsthed skal tilsvarende skærpes på sammenhængen mellem formgivning og professionalisering - både så den nybagte arkitekt ikke går i koma ved mødet med den virkelige verden - men også så den nybagte arkitekt kan bruges til noget (mere) på tegnestuerne. Min oplevelse er, at det er dér, der skal rykkes! 

Illustrationer:

   



LEDER
UDSTILLING
UDDANNELSE
KVALITET
MILJØ
LANDSKAB
FORSKNING
ANMELDELSER
LINKS
NYHEDSBREV
KOLOFON

OPDATERET D.07-04-2003



Kommentarer og debatindlæg kan sendes til redaktionen@ArkitekturNet.dk
Gengivelse tilladt ved kreditering.

OPDATERET D.07-04-2003