ArkitekturNet - Forsiden


UDEN FOR RINGGADEN OG VALBY BAKKE
LEDER september 01

Ifølge danske arkitekters selvforståelse er dansk arkitektur - og dermed altså danske arkitekter - højt placeret på listen over verdens bedste. Ja faktisk helt i top! Tanken varmer jo dejligt. Og dokumentation for dens rigtighed skorter det ikke på. Selv de fineste værker i udlandet står jo i en eller anden grad i gæld til Arne Jacobsen, Alvar Aalto… jah, han var naturligvis finne, men altså nordisk, ligesom vi danskere.


I dette nummer af ArkitekturNet har vi bedt tre danske arkitekter med arbejde i udlandet om at vende lyskeglen mod Danmark og fortælle, hvordan hjemlandet tager sig ud for dem, hvis øjne gennem nogen tid har vænnet sig til noget andet.

Pia Salin fortæller i artiklen Tid til eftertanke om det projekt, hun arbejder på hos Foster og Partners. Desuden fortæller hun om det engelske skiveprojekterings-system og beskriver, hvordan efteruddannelsen af unge arkitekter i England er langt mere forpligtende for såvel arkitekt som arbejdsgiver. 

Morten Busk Petersen arbejder hos Renzo Piano Building Workshop, eller blot RPBW, en tegnestue som virker over den halve klode og beskæftiger arkitekter fra et dusin lande. I artiklen Udebane eller hjemmebane beskriver han, hvordan Danmark fra tegnebordet i Paris tager sig ud som en lukket verden, hvor udlandet allerhøjst trænger sig på i billedform.

At byggebranchens udviklingsstade er den måske mest afgørende begrænsning for arkitekturen, beskriver Jan Utzon i artiklen Udenværker. Jan Utzon er bosiddende på Fyn, men beskæftiger sig stort set kun med byggerier i udviklingslande. Det har givet ham misundelsesværdige muligheder for at skabe arkitektur af højeste klasse uden de trakasserier, som præger arbejdet på en almindelig dansk tegnestue: søgsmål, papirarbejde osv.

For tiden vises på Museum of Modern Art i New York og på Whitney to udstillinger, som skildrer to epoker i Mies van der Rohes tilværelse: De 30 år han levede i Berlin, og de 30 år han levede i USA. I høj grad en arkitekt som virkede i udlandet. Månedens link giver lejlighed til at studere udstillingerne.

Månedens udstilling er inspireret af en bemærkning i Jan Utzons artikel, hvor han anfører, at arkitektur i u-lande ofte må skabes på grundlag af de materialer, der findes og ikke dem, bygherren kan betale. Vi har valgt at bringe ukommenterede billeder, som belyser det korte spring fra materiale til arkitektur.

Det kan være både forfriskende og udfordrende at praktisere sit fag i udlandet. Lidt ondt kan det dog ind imellem gøre at sidde langt hjemmefra og trækkes med et vanskeligt fremmedsprog, usle lønninger, wild-west lignende ansættelsesvilkår og et uendeligt overarbejde. En trøst kan det være, at man med sikkerhed får andre muligheder end hjemme, store eller små, og at man til slut er rustet med værdifulde erfaringer, som møder anerkendelse i Danmark.

Herhjemme kan vi glæde os over de få danske byggerier, der trods alt er opført af udenlandske tegnestuer, med den indflydelse det måtte have på den danske arkitekturscene. Og vi kan glæde os over, at vi ikke lider under den fortvivlende projektopdeling som Pia Salin beskriver fra London, men endnu har rester tilbage af fordums arkitektrolle: Den formgivende, styrende og rådgivende arkitekt med greb om alle dele af arkitekturens tilblivelse, sådan som Jan Utzon møder den i Afrika.


Med venlig hilsen

Jesper Ravn



LEDER
UDSTILLING
UDDANNELSE
KVALITET
MILJØ
LANDSKAB
FORSKNING
ANMELDELSER
LINKS
NYHEDSBREV
KOLOFON

OPDATERET D.07-04-2003



Kommentarer og debatindlæg kan sendes til redaktionen@ArkitekturNet.dk
Gengivelse tilladt ved kreditering.

TOP

OPDATERET D.07-04-2003