ArkitekturNet - Forsiden

MILLENNIUM PROJEKTER

| "LA MERIDIENNE VERTE" | "TUSINDÅRSHAVERNE" |

LA MERIDIENNE VERTE
af Ellen Braae,
november 00

Med vanlig fransk sans for den megalomane skala, har landskabsarkitekten Paul Chemetov skabt et milleniumprojekt, som kunne have gjort både Solkongen og Le Nôtre blege af misundelse.





La Meridienne Verte, som Joseph på 8 år opfatter projektet














Triangulationsmetodens opmålingsprincip i plan






Uendelig mange organisationer, foreninger m.v. var involveret i den lange vej til liniens virkeliggørelse - her selve plantningen





Meridianbegrebet har også en betydning for udmåling af tid






Træerne på linieforløbet plantes som busketter






...side om side








...på linie







... som allé







...som solitærtræer







...som par







Multikunstnerens Leclercq-K har med røde sommer blomster malet billeder i landskabet





Ved byens Carcassonne har Leclercq-K skabt en reference til meridiankredsens betydning for målinger af andre planeter
Rundt om i Europa var årsskiftet 1999-2000 forberedt i alle detaljer. Overalt opstod der i årene forinden alverdens År 2000 fonde, organisationer, sekretariater, og hvad som ellers måtte være passende remedier til på behørig vis at navigere ind i det nye årtusinde. I Frankrig forestod Kultur- og Kommunikationsministeriet en særlig "La Mission 2000 en France", der var et yderst velorganiseret overflødighedshorn af mange typer af begivenheder fordelt over hele det første år af det nye årtusinde. Bemærkelsesværdigt i denne sammenhæng var, at hovedbegivenheden var et landskabsprojekt. Projektet blev benævnt "La Meridienne Verte", hvilket kan oversættes med "Den grønne linie eller målestok". Det består primært af træer plantet i forskellige formationer langs en fuldstændig præcis nord-sydgående linie ned gennem Frankrig. På sit 960,1 kilometer lange forløb fra havnen i Dunkerque i nord til Pyrenæerne i syd gennemløber linien 337 kommuner med hen ved 3.340.000 indbyggere. Den krydser desuden så markante punkter på landkortet som katedralen i Amiens, Montmartre, pyramiden i Louvres gård, Observatoriet i Paris, pisterne i Orly, katedralen i Bourges, byen Carcassonne med det imponerende befæstningsanlæg og guldminerne i Salsigne. Men linien stopper ikke her, den løber videre ud over landegrænsen til Spanien og fortsætter til byen Barcelona. Denne linieføring er selvsagt resultat af mange overvejelser, og projektet materialiserer i virkeligheden et interessant stykke Frankrigs- og videnskabshistorie med perspektiver langt ud over landets grænser. 

Det metriske system
I sidste halvdel af 1700-tallet var behovet for at ensliggøre forskelle i opmålingsnormer og -enheder (grundlaget for al handel) blevet så stort, at man i Frankrig besluttede at homogenisere de mange systemer. Velsagtens for at give den nye måleenhed en objektiv gyldighed valgte man at tage udgangspunkt i en given afstand på Jordens overflade. Den nye meter blev defineret som en ti-milliontedel af Jordens kvarte omkreds eller meridian. På grundlag heraf kunne l'Académie Française definere den første meter-prototype, som fortsat opbevares i Paris. I Frankrig blev det metriske system fastsat ved lov i 1799. Hermed var grundstenen lagt for et helt nyt verdensomspændende målesystem, som ud over længdeenheden også fastlagde grundenhederne for volumen og vægt. Napoleon indførte det nye system i Italien, Holland og Belgien, mens Jeffersons forsøg på at indføre det i USA som bekendt mislykkedes. Stadig mere nøjagtige målemetoder har dog påvist, at prototyperne afviger fra de påståede værdier, og i dag er enhederne fastsat ved prototyperne alene. 

Geodæsi og kortlægning
Den videnskab, som beskæftiger sig med opmåling af Jordens størrelse og form, kaldes for geodæsi. Den højere geodæsi tager udgangspunkt i den materielle jordoverflade inklusive verdenshavets overflade ved middelvande og arbejder med topografisk kortlægning, mens den lavere geodæsi beskæftiger sig med mindre områder, hvor man kan se bort fra Jordens krumning. Den centrale skikkelse i udviklingen af geodæsien som videnskab var den franske astronom Jean Picard (1620-82), som omkring 1704 konstruerede den første meridiancirkel. Det store gennembrud for geodæsien – og kortlægningen i det hele taget – var opfindelsen af triangulationsmetoden, som også tillægges Picard. Triangulation er baseret på målinger af vinkler og afstande mellem synlige punkter og beregnet vha. trigonometrien. Ud fra en mindre og given længde er det med ret simple redskaber muligt at opmåle endog lange afstande og samtidig indregne højder og krumninger. De tre store hovedopmålinger og kortlægninger af Frankrig, hvor den sidste blev foretaget så sent som i 1991, er alle sket ved hjælp af triangulation. I dag er de gamle opmålingsmetoder erstattet af det såkaldte GPS (Global Positioning System), som er en amerikansk satellitbaseret militæropfindelse. Inden for få år har det sat os i stand til at opmåle store landområder, ja hele kontinenter, med millimeters nøjagtighed. Selv om GPS med ét har fejet de gamle systemer af banen, er de nye opmålinger fortsat relateret til de velkendte længde- og breddegrader. Uagtet målemetode er geodæsien uomgængelig inden for alt, som vedrører stedbestemmelse på jordkloden. Tæppet af punkter er grundlaget for ikke alene al kortmateriales homogenitet og præcision, men også for navigation både til lands, vands og i luftrummet, for geofysikken, for råstofsøgning, kontinenternes forandring, overvågning af vulkaner osv. osv. Geodæsien har således udgangspunkt i Frankrig. Det var også her, at man foretog opmålingen af den såkaldte parisiske meridian, som var den første markante måling af en længdegrad. En meridian har dog flere betydninger. Den kan betegne skyggegiveren i et solur og dermed være det element, som angiver tid. Den kan også – foruden at betegne en længdegrad, som er den mest interessante betydning i denne sammenhæng – være både en astronomisk og en planrelateret størrelse. Den første har betydning for blandt andet navigation, mens den sidste er knyttet til geodæsien og kartografien.

Tankens virkeliggørelse
"La Meridienne Verte" materialiserer både den længdegrad, der gennemløber Paris som en forskydning af den nulte længdegrad, hvis skæringspunkt som bekendt er Greenwich. Den virkeliggør også den geodætiske meridian som gennemløber Observatoriet i Paris. Denne planrelaterede meridian er defineret af de to hovedakser som hhv. længde- og breddegraden danner. Sidstnævnte indholder det plan, som rotationsaksen for den ellipsoide, hvis centrum også er Jordens centrum, danner. Således stedfæstet på kortet markerer de tusindvis af træer denne for franskmændene så velkendte linie. Som solitærtræer, i grupper, på linie, som alleer blev de mange og forskellige sorter af træer plantet på Sainte Catherines dag, den 25. november 1999. Et fransk ordsprog siger, at på denne dag slår alle træer rødder. Selve træplantningen har været en stor begivenhed med mange aktører, som ud over franske skolebørn også omfattede Det nationale dokumentationscenter for pædagogik og mange af landets landbrugsskoler."La Meridienne Verte" balancerer mellem at være en tankekonstruktion og et konkret projekt, som af gode grunde kun kan opleves partielt. Derfor har Chemetov også udvalgt en række forskellige trætyper, der giver mulighed for at tilpasse projektet til de mange forskellige klimatiske forhold og rumlige sammenhænge, som den lange strækning byder på. 10 % af linien skal eksponeres i bymæssige sammenhænge, 28% i skovklædte mens de restende 62 % blot betegnes som ikke-urbane. "La Meridienne Verte" er følgelig hverken tænkt som et langt hegn eller en 1000 km lang allé, som skærer Frankrig over i to lige store dele. Som ophavsmanden selv udtaler, så optræder "La Meridienne Verte" alene, hvor det er muligt og giver mening, hvilket gør det vanskeligt at bedømme projektets fysisk-rumlige karakter uden at have afsøgt linien in natura.

Røde variationer
Som variationer over et tema har multikunstneren Jacques Leclercq-K skabt et parallelt projekt til den grønne meridian – blot i rødt. Med røde blomster af alle slags har han i hver af de tyve departementer langs den grønne meridian malet en række billeder i landskabet. Abstrakte elementer som punkter, linier, cirkler, m.v. spiller op til landskabets eller bylandskabets former, som var det et maleri af Klee eller Miró. Han sammenligner selv sit bidrag ”Variation sur toute la ligne” med jazzmusik, hvor ”det er improvisationerne, som giver den krop”. Den virkningsfulde røde farve givet af flygtige sommerblomster understreger desuden de mange tidsrelationer, som er til stede i landskabet, i rummet, i historien, i et årsskifte eller i en vandretur langs linien. Leclercq-Ks ofte ret komplekse projekter har fordret en god del ekspertviden at omsætte til praksis. Her har triangulationen stået sin prøve endnu en gang. Sommeren igennem har disse variation rouges givet fylde til den endnu spinkle grønne trærække. Den 31. august blev alle de blomstertilsåede landbrugsarealer dog harvet op, for at også Frankrig kunne opfylde de kvoter for braklægning som EU foreskriver.

Med madkurven på armen
Frankrigs første nationaldag i det nye årtusinde, den 14. juli 2000, var udpeget til årets store pique-nique-dag. Man ventede, at omkring en kvart million mennesker ville deltage i en af de 300 pique-nique-arrangementer, som skulle finde sted langs "La Meridienne Verte". Men desværre gik det med denne dag, som det ofte er set med den danske Skt. Hans. Det øsede ned fra morgen til aften. Om ikke andet godt for træerne. Hvor Frankrig altid har været centraliseret omkring ét punkt, nemlig Paris, så har man dog med dette projekt på tærsklen til en ny tidsepoke valgt at koncentrere sig om en linie. At betragte dette som et forsigtigt skridt på vejen til fransk decentralisering, ville nok være en overfortolkning.

Mål og abstraktion
Hvor barokkens lange linier strakte sig ud i landskabet i en leg med det uendelige, er en meridian i sagens natur udtryk for en fuldstændig kortlagt enhed. Projektets skala som landskabsarkitektur er dog for nutiden - hvis vi undtager Christo's Running Fence eller The Umbrellas Japan-USA - ret usædvanligt."La Meridienne Verte" fejrer tillige det tidspunkt i historien, hvor man opgav at anvende kroppen som udgangspunkt for al målsætning (techniques de corps). Det metriske system afløste måleenheder som tomme, fod og alen, og datidens tigerspring lå i at tilegne sig verden på en abstrakt og instrumentel facon. På denne baggrund forbliver det noget af et mysterium, hvorfor La Mission 2000 en France kalder "La Meridienne Verte" for et humanistisk projekt. Projektet har dog den sympatiske dimension, at det så at sige bringer det abstrakte, det målte og det således reducerede tilbage til virkeligheden. "La Meridienne Verte" konkretiserer og materialiserer, den giver vores abstrakte måleenheder fylde og nærvær. Og hvilket materiale kunne være mere velegnet i denne sammenhæng end det groende – med dets iboende uforudsigelige formvilje.

Medens træerne - med Sainte Catherines hjælp - vokser sig store og stærke, kan vi glæde os til at se et NASA-satellitbillede af "La Meridienne Verte". Såd’n om en tyve års tid. 


Enkelte steder optræder La Meridienne Verte som promenade


Kort over liniens forløb i Frankrig


Alle illustrationer er fra websitet for La Meridienne Verte: www.2000enfrance.com/sites/meridienne

LEDER
UDSTILLING
UDDANNELSE
KVALITET
MILJØ
LANDSKAB
FORSKNING
ANMELDELSER
LINKS
NYHEDSBREV
KOLOFON

OPDATERET D.07-04-2003



Kommentarer og debatindlæg kan sendes til redaktionen@ArkitekturNet.dk
Gengivelse tilladt ved kreditering.

TOP

OPDATERET D.07-04-2003