ArkitekturNet - Forsiden

FORGRUNDEN TILBAGE, TAK!

Af Ellen Braae, oktober 99

Funktionalismens drømme om fart og flydende rum har betydet, at de fomidlende overgange mellem bygning og sted er forsvundet.

Noget af det livsalige ved at rejse med tog er at sidde ved vinduet, og blot lade landskaberne og byskaberne derude på den anden side af ruden glide forbi. Jo længere væk blikket fæstnes, desto bedre indtryk får vi af det sete, hvorimod alt det nære trækkes sammen til en ensartet og ubestemmelig masse. Den oplevelse kender vi alle - det er den samme, hvad enten vi cykler, kører bil eller lander med jumbojetten på vej hjem fra et eksotisk rejsemål. Hastigheden fjerner så at sige vores mulighed for at opleve dette ind-i-mellem rum, eller det som man i en billedkompositorisk analyse ville kalde forgrunden.


Fascinationen af fartBaneterræn

På samme måde som fænomenet stadig er i stand til at fascinere os, har det utvivlsomt også påvirket den unge jernbanes samtid. Jernbanerejsens oplevelse af en brudt tidsmæssig og rumlig sammenhæng var et væsentligt led i udviklingen af det panoramiske blik, som luftperspektivet senere skulle inkarnere.Vores nu næsten afsluttede sekel er blevet kaldt "fartens århundrede", og for arkitekter som Le Corbusier var bevægelse og cirkulation paradigmer. Som en dimension der ikke blot skulle afspejles i storebyplaner, men også i den enkelte bolig. Ikke nødvendigvis i form af ramper og bevægelsesorganiserende rum, men som en oplevelse af at enten huset selv var i bevægelse - det sejlede formelig gennem landskabet - eller at landskabet flød forbi huset. Le Corbusiers flydende bolig Haven blev affærdiget som en utidssvarende, afgrænsende geometrisering af landskabet til fordel for et flydende, uendeligt parkrum, en grænseløs, næsten mental tilstand. Men med fortrængningen af haven forsvandt også forgrunden. På en af mesterens berømte perspektivtegninger skuer personen siddende i en blød lænestol et storslået landskab gennem et kolossalt panoramavindue. Oplevelsen af Corbusiers panoramiske vue er akkurat som i toget: uden forgrund!



Drømmenes offer

Den funktionalistiske virkelighedHuset skulle ideelt set stå lige ned i Guds uberørte natur. Og fordi de nye højhuse ikke selv optog meget plads - i LC's Voisin-plan for Paris efter sigende kun 5% - ville de levne rigeligt med overskydende areal til at fastholde den parkagtige karakter. Men ofte blev virkeligheden anderledes end det rene og neutrale fysiske rum, som modernisterne drømte om. Der fandtes i forvejen masser af kulturelle, industrielle og transportrelaterede spor, og den moderne orden kunne derfor ikke indskrives i et ideelt set åbent og ubeskrevet felt. Servicearealer og ikke mindst veje og parkeringspladser optog så meget plads, at de frie disponible arealer blev såre begrænsede. Helt galt gik det med den senere så fortærskede funktionalistiske udgave, hvor huset nærmest stod direkte på en parkeringsplads. Desværre mistede man med denne arkitekturdrøm ikke blot haven, men også forgrunden. Man fortrængte det overgangsled, som forbinder huset med grunden og stedet med omverdenen.


Hvor blev havekunsten af ?

Villa LanteDet er længe siden, man drømte således. En menneskealder med "funktionalismekritik" har skabt afstand til disse visioner. Skulle man have troet. Men hvis man bevæger sig rundt og studerer såkaldt nyere arkitektur, er det slående, hvor sjældent det er lykkedes at skabe formidlende overgange mellem bygning og sted, mellem sted og omverden. I områder karakteriseret af en ensartet bygningstype, hvad enten det er parcelhuset på sit grundstykke eller industrivirksomhederne i deres henvisthed til trøstesløse, ekstensive arealer langs byens indfaldsveje, så behandles udenomsarealerne i bedste fald som monofunktionelle, i værste fald er de degraderet til blot et nødvendigt onde. En af de primære kritikker, som eftertiden har rettet mod den funktionalistiske version af modernismen, drejer sig om dens fremmedgørende virkning, dens manglende respekt for formidlingen mellem bl.a. menneske og sted. Desværre er det samtidig beskedent, hvad det fagområde, som skulle have en særlig opmærksomhed om dette - nemlig havekunsten - såvel under som efter modernismen har formået at bidrage med på dette område.


Grunden til huset og huset til grunden

Det grønne som mental tilstandDrømmen, om altid at være på rejse gennem et uendeligt stort, grønt parkrum uden den faktiske virkeligheds mangfoldighed, varer ikke evigt. Toget stopper på et eller andet tidspunkt, vi stiger ud og bevæger os videre til fods. Forbi bygninger, som hver på deres facon kæmper med at definere sig selv i de sammensatte omgivelser. Enten vender bygningen sig indad - som mange af de seneste års konkurrenceforslag antyder - eller også lader den som om, den var den eneste bygning i en i øvrigt homogen sammenhæng. I de mest interessante og slagkraftige projekter er det til gengæld svært at sige, hvor bygværket holder op, og hvor den administrative parcel, det er placeret på, begynder. Modbilleder til denne forarmelse af vores omgivelser kan findes hos Vignola eller mere nutidigt hos Utzon og Piano. Her tages dialogen mellem sted og bygning alvorligt, og forgrunden er med til at artikulere det samlede bygningsværk. Her handler det ikke nødvendigvis om at indlæse forskellige regionale karakteristika i projektet, men mere om det elementære, der ligger i at forberede grunden til huset og huset til grunden. Omhu kunne man fristes til at kalde det.

Men sålænge man har togets hastighed svirrende rundt i nervetrådene, vil den færdigtegnede bygning jo af gode grunde lande lidt tilfældigt. Siden forsvinder så drømmen om det grønne pastorale ned under SF-stenene.

Den postulerede forgrund

Illustrationsliste: 
Barcelona transfer 1984-1994, Barcelona 1995, p.23 (udsnit); 
Wild, D.: Fragments of utopia, London 1998, pp. 76-77 (udsnit);  
Trancik, R.: Finding lost Space, forsideill. Jellicoe: The Landscape of Man, London, 1989, p. 160 (udsnit); 
Arkitektur DK 4-1990, p. 158 (udsnit)  
Le Corbusier: The City of To-Morrow, London 1971, pp. 242-243;

   




LEDER
UDSTILLING
UDDANNELSE
KVALITET
MILJØ
LANDSKAB
FORSKNING
ANMELDELSER
LINKS
NYHEDSBREV
KOLOFON

OPDATERET D.07-04-2003



Kommentarer og debatindlæg kan sendes til redaktionen@ArkitekturNet.dk
Gengivelse tilladt ved kreditering.

OPDATERET D.07-04-2003