ArkitekturNet - Forsiden

MILLENNIUM PROJEKTER

| "LA MERIDIENNE VERTE" | "TUSINDÅRSHAVERNE" |

TUSINDÅRSHAVERNE
af Torben Weirup, december
00

Umiddelbart er det - første gang, man hører om det - vanskeligt at nære andet end sympati for Tusindårshaverne. Projektet beskrives på sin egen hjemmeside (www.tusindaarshaverne.dk) som et nænsomt indgreb i landskabet bestående af kvadratisk beplantning af egetræer omkring forskellige, hver på deres måde karakteristiske landskabsformer, der er skabt i det foregående og dette århundrede. Stederne udstyres endvidere med runesten med indbyggede tidskapsler med dokumentation for landskabet som det ser ud nu, samt parkeringspladser til biler til besøgende, som vil valfarte til disse kulturhistoriske knudepunkter. Det er tanken at gøre projektet til et folkeligt anliggende ved at give mulighed for at firmaer og enkeltpersoner køber stamtræsbeviser.

Det er rigtigt, som initiativtagerne skriver, at den genopretning af naturen eller den tilbageføring til en tilsyneladende mere oprindelig natur, som der er tale om, slører det forhold, at der er tale om nye skove på agerjord og åer, der atter får liv at sno sig, efter i årtier at have været udrettede. Historien om industrialiseringen og den betydelige effektivisering af landbruget risikerer at gå i glemmebogen i historieløse tider som disse, og kommende generationer kan fristes til at tro, at det landskab, man kan se fra motorvejen eller jernbanesporet eller måske endda går i, er autentisk. Det er Danmark i 1.000 år.

Ved projekter af denne art kan man ikke undgå at føle en slags splittelse. Jo, det er godt, nogen planter et træ. Specielt ude i naturen, hvor træer hører hjemme. Ja, det er fint, at der gøres en indsats for at bevare refugier af natur, opretholde enklaver af dansk kulturlandskab og huske den historiske udvikling. Men alligevel synes det at være for meget med denne musealisering af landskabet. Især når der skal blandes runesten og tidskapsler ind i billedet. Det minder om den omkringsiggribende tendens til at tivolisere kulturlivet og iscenesætte museumsoplevelser. I den bedste mening, bestemt. Men denne pædagogisering af landskabet med margueriteruter (nogen burde engang forklare, hvordan skiltehenvisninger til smukke lokaliteter kan være så grimme) og forklaringer er næsten for meget af det gode. Det svarer til tidens biblioteksideal, der tilsyneladende går ud op at lokke folk ind i lærdommens templer med håndbøger om kanariefuglens pleje, underlødige kriminalromaner, tidens mainstreammusik og andre populære ting i det håb, at så bliver der også læst en seriøs bog en gang imellem. Bortset fra, selvfølgelig, at der bruges så mange midler på udenomsværker, at der ikke er råd til at erhverve det egentlige.

Måske er det at trække sammenligningen lige til stregen og forbi den, men alligevel. Hvor megen sympati, man end kan føle for projektet, og herunder ikke mindst for, at nogen kerer sig og engagerer sig, er det vanskeligt at komme uden om, at der er noget trutte-nuttet over projektet. Det lægger i vid udstrækning op til en forestilling om et land bestående af kulturhistoriske temaparker og frilandsmuseer, og ganske vist skal industrien utvivlsomt være et hovederhverv i fremtiden, men alligevel. Endnu er ingen tusindårspark etableret, og bortset fra at det ville være et mareridtsscenario at se dem alle vegne, kunne det vel ikke skade at se projektet realiseret et sted eller to. Det står naturligvis i en slags gæld til land-art-traditionen, men som sådan, som form i landskabet, som land-art-projekt forekommer det ikke umiddelbart særlig kunstnerisk bearbejdet. 




LEDER
UDSTILLING
UDDANNELSE
KVALITET
MILJØ
LANDSKAB
FORSKNING
ANMELDELSER
LINKS
NYHEDSBREV
KOLOFON

OPDATERET D.07-04-2003



Kommentarer og debatindlæg kan sendes til redaktionen@ArkitekturNet.dk
Gengivelse tilladt ved kreditering.

TOP

OPDATERET D.07-04-2003