ArkitekturNet - Forsiden

 NOVEMBER 2000 -     INTERNATIONALE ARKITEKTURSTRØMNINGER

| "INTERNATIONALE TENDENSER I ARKITEKTUR" |
| "FREM MOD EN MERE INFORMERET BYGNINGSKUNST" |
| "ER HOLLANDSK ARKITEKTUR NY?" |
| "INTERNATIONALE OG NATIONALE PERSPEKTIVER" |


ER HOLLANDSK ARKITEKTUR NY? 
af Peter Hemmersam, november 00

Der findes næppe nogen "hollandsk arkitektur". Ikke desto mindre vil jeg fortælle en historie om noget i Holland, der måske i virkeligheden slet ikke hænger sammen.


Hollænderne er, som danskerne, besat af, at deres arkitektur udgør en særlig kontinuerlig og moralsk modernistisk tradition fra 1920'erne og 30'erne. Man kan sige, at 1990'erne for dele af den hollandske arkitektur betød en ny start, en vej ud af modernismens sidste krampetrækninger i retning af en ny pragmatik materialisme i arkitekturen. Supermodernisme er der nogen, der har kaldt denne aktuelle arkitektur i Holland. Hermed mener de måske en slags modernisme med modifikationer, en opdateret modernisme, men det er spørgsmålet, om denne betegnelse ikke er en (bevidst) misforståelse, om denne nye arkitektur ikke på en række punkter adskiller sig afgørende fra sit modernistiske udgangspunkt. Man kan i hvert fald i dele af den aktuelle hollandske arkitektur observere en bevægelse væk fra det, man kunne kalde "kernen" i arkitekturen - bygningen - mod noget modernismen betragtede som "perifert" i faget: landskabet, interiøret og infrastrukturen. I takt med at bygningskunsten således mister sin "gravitationskraft" som arkitekturens "naturlige sted", imod hvilket al arkitektur orienterer sig, åbnes feltet for en glidning af ekspertiser. Således finder vi pludselig landskabsarkitekten i byplanlæggernes rolle (Adriaan Geuze og West8 har stået bag Hollands måske mest kendte bybygningsprojekt Borneo/Sporenburg i Amsterdam), arkitekten i ingeniørens rolle (Maarten Struijs"s monumentalt designede vindskærme i Rotterdam Havn fra 1985) eller landskabet som formelt indslag i bygningen.(Mecanoo"s græsklædte bibliotek i Delft)

Konstrueret landskab
Gud skabte Verden, og hollænderne skabte Holland - Det er en frase, men peger alligevel på hvorledes landskabet for hollænderen er designet og konstrueret i modsætning til danskerens guldalderbetingede blik på landskabet som noget "naturligt" og "andet". Der er ikke i Holland noget "egentligt" landskab, alt er en konstruktion, et udgangspunkt der giver muligheden for et arbejde med arkitekturen på landskabslignende præmisser, en slags "befrielse" af arkitekturen fra dens modernistiske autonomifiksering - en ny måde at gå i dialog med omgivelserne. I dette landskabsrum i Holland finder vi haven som en slags arena for arkitekturens møde med sig selv i landskabet såvel som i det urbane. Haven er, som den model af verden der var den persiske haves udgangspunkt, på den ene side en strengt formel orden, som de franske barokhaver, og på den anden side rammen for en sammenstilling af forskelligartede elementer - de naturlige væksters ustyrlige mangfoldighed og uforudsigelighed. I sin orkestrering af elementer udgør den et radikalt iscenesat sammenstød mellem det formelle og det uformelle, hvor de mest forskelligartede elementer kan eksistere ved siden af hinanden i "mærkværdige" kompositioner.

Systematisk idealisering
Et af kendetegnene for den nye hollandske arkitektur er en slags radikal pragmatik, en tilsyneladende viljeløs omsætning af byggeriets økonomiske, samfundsmæssige og juridiske bindinger, der får form gennem abstraktion og diagram. Der er dog ikke, som man kunne tro, tale om en søgen efter objektiv viden eller "sandhed" - en ny funktionalisme, men snarere efter en ny måde at møde en kompleks virkelighed på. Diagrammet adresserer verdens tilsyneladende modstillede krav gennem "vanvittige" abstraktioner på en måde, der ikke lader disse "gå op", men identificerer og fastholder den spænding og modsætning denne arkitektur bygger på. Diagrammet er ikke blot reducerende, med en konkluderende arkitektur til følge, men fungerer i sin "absurde" ophobning af data som en åbning for en intuitiv indlæsning af betydning og en surreel læsning af arkitekturen i verden. Rem Koolhaas kalder den "systematisk idealisering"; en teknik der stammer fra psykoanalysen, hvori det trivielle og tilsyneladende betydningsløse gennem frie bevidsthedsflow associeres med nye værdier. I Koolhaas´ tilfælde bliver denne teknik benyttet bevidst som kritik af den fremherskende modernistiske urbane fremtoning - eksemplificeret ved den forskelsløse forstads endeløse repetition af identiske elementer. 

Surreel metode
Psykoanalysen er forbundet med surrealismen i kunsten, en bevægelse der forsøger at arbejde med underbevidste betydninger i tilsyneladende trivielle objekter, nye lag af mening over det tilsyneladende meningsløse, der resulterer i en verden af mærkværdige objekter og foruroligende væsener. 
Her melder en hollandsk bevidsthed om det "kunstige" i landskabet sig; det kunstige ikke kun forstået som "det menneskeskabte", men også det "underlige" og "drømmeagtige", der kan findes som kvaliteter i det ekstremt flade hollandske landskab. Det er næsten utrolig fladt. Dette blik for det "syntetiske" eller "kunstige" bliver af en gruppe hollandske arkitekter transformeret til, hvad man kunne kalde en "surreel metode", en bevidst brug af fremmede sammenstillinger - "miragen", "fata morganaet" som strategi. Der er tale om en slags bevidst romantisering af trivielle data og situationer; en strategi der gør overgangen mellem analysen og koncepieringen fuzzy og som ud over over- eller geninvesteringen af betydning i et ellers forskelsløst urbant felt også udgør en konkret arkitektonisk strategi for sidestillingen og samordningen af det formelle og uformelle - præcis som i haven. Idéen om haven i hollandsk arkitektur og urbanisme bliver således en ramme hvori et uensartet og sammensat udtryk kan eksistere side om side i et rum, der kan optage forskelle og dynamikker som i en "årstidernes skiften" og rumme den surreelle karakter, som den tilsyneladende meningsløse sammenstilling af forskelligartede elementer i det nutidige urbane miljø kan antage. Således kan man se Adriaan Geuzes kraner på Schouwburgplein som store øgler, der faretruende står på lur når man går over pladsen, eller kamelen på taget af Kunsthal i Rotterdam som ikoner på en særlig strategi og tilgang. Og måske er det hele ikke så nyt alligevel. Et hvilket som helst "morphed" hus i den ekspressionistiske Amsterdam-skole fra tiden omkring forrige århundredskifte, må siges at fremvise mindst lige så mærkelige og foruroligende antropromorfe træk i noget, der ellers burde være firkantet og stå helt stille.

Artiklen er en sammenfatning af en forelæsning holdt i forbindelse med Efteruddannelseskursus, ADA på AAA, 12.5.2000. 

Illustrationer:
MvRdV, WOZOCO (Ældreboliger), Amsterdam, 1997 
West8, Schouwburgplein, Rotterdam, 1996
OMA, Kunsthal, Rotterdam, 1993
NOX og Kas Oosterhuis, H2O-pavillon, Neltje Jans, 1998

Alle fotos er taget af forfatteren.
   
LEDER
UDSTILLING
UDDANNELSE
MILJØ
LANDSKAB
FORSKNING
ANMELDELSER
LINKS
NYHEDSBREV
KOLOFON

OPDATERET D.07-04-2003



Kommentarer og debatindlæg kan sendes til redaktionen@ArkitekturNet.dk
Gengivelse tilladt ved kreditering.

TOP

OPDATERET D.07-04-2003