ArkitekturNet - Forsiden


ARKITEKTER SKAL LAVE GOD ARKITEKTUR
 - hverken smølfe- eller müsliarkitektur

af Rie Øhlenschlæger, maj 00

"Miljørigtig projektering" sikrer hverken at arkitekturen bliver god - eller at den bliver miljørigtig. Men hvis arkitekten tager opgaven seriøst og husker fagets kerne er han i gang med at skabe bæredygtig arkitektur, og det er ikke smølfearkitektur!

Arkitektonisk kvalitet?
De huse som er arkitektoniske perler - arkitektur med stort A - er de huse som rummer noget evigt, noget som er mere end blot sidste nye internationale trend. - Det kan være gamle huse eller ganske nye - man kan mærke det, når man besøger sådan et hus! Det er huse som rækker ud over deres egen tid, og det er huse som hører til det sted, hvor de er opført. Og det er i høj grad huse som udtrykker sund fornuft, og huse som taler til hele vort sanseapparat.

Louis Kahn talte om huse, som reflekterer det, stedet ønsker! - og det er mere end det, en tilfældig arkitekt har behov for at promovere sit ego med her og nu!

Huse kan blive til stor arkitektur, når arkitekten nærer ydmyghed over for sted og mennesker og forstår at opfatte, hvad stedet "beder om" .

En sådan holistisk arkitekturopfattelse positionerer arkitekten i en ydmyg, men meget vigtig rolle, som den person der forstår at "stikke fingeren i jorden" og opfatte, hvad der er de stedsbundne betingelser: klima, materialer, traditioner, omgivende byggerier, topografi og først og sidst de mennesker som skal bruge arkitekturen. Tiden og stedet er guidelines for arkitekturen. Denne holistiske arkitekturopfattelse kan aldrig blive nostalgisk - vil altid være født ud af sin tid og vil aldrig anvende konstruktioner og materialer som er i disharmoni med stedet og menneskene.

Holistisk arkitektur

Den græske arkitekt Aris Konstantinidis byggede i 1960erne et hotel på en græsk ø - et meget moderne "modernistisk" bygningsanlæg. Anlægget er opført af øens natursten, med insitustøbte søjler og bjælker af beton med lokalt tilslagsmateriale - husenes form og placering understreger og udnytter landskabets vandrette linjer.  De tunge stenhuse sikrer et behageligt indeklima i et land, hvor man ønsker beskyttelse mod overophedning. Regnvand opsamles på tagene, sådan som man fornuftigt og nødvendigt altid har gjort det på de græske øer. Hotel Xenia på Mykonos af den græske arkitekt Aridis Konstantinidis
Tallisien West, Arizona fra 1938 af Frank Lloyd Wright Frank Lloyd Wrights Tallisien West er gammelt og dog nyt - avantgarde og common sense, god arkitektur fordi det i extrem grad forholder sig til stedets betingelser, klimaet, materialerne, funktionerne og indlægger al den viden i en unik og helt ny syntese.
Alvar Aaltos Villa Mariea i Finland - et hus som alle arkitekter med respekt for faget besøger: et hus som passer til stedet, bruger Finlands materialer - træ, natursten, tegl - som ikke bare bruger træ, men som optimerer brugen af træ og  vælger netop den rette træsort til de enkelte løsninger, altså mange forskellige træsorter, men aldrig tilfældigt og altid ud fra en syntese af funktionelle og æstetiske hensyn. Interiør fra villa Mairea, Finland af Alvar Aalto
Exteriør fra Villa Mairea, Finland af Alvar Aalto Gulvet er belagt med natursten, der hvor der er stort slid, hvor man kommer ind ude fra med fugt - og der hvor ilden er. Trægulv der hvor det er bedst. Et hus som er et produkt af sin tid - et moderne hus - men alligevel et hus som tager fat i traditionelle finske løsninger: tagrende som spyr vandet væk fra huset - renden er lavet af den udhulede træstamme, græstørvstaget som binder loggiaen, udhuset og haven sammen.
Jørn Utzons huse på Mallorca er betagende smukke huse bygget af den lokale sten, som er karakteriseret ved, at den nemt skæres til netop sådan, at de meget bevidst valgte udkik og lysindtag bedst fortæller historien om stedet og materialet. Utzons huse er bevægende og viser ekstremt klart, hvor lidt der skal til for at skabe den arkitektur, som bevæger alle vore sanser - ved syn, duft, lyd og berøring.

Hus på Mallorca af Jørn Utzon

Bæredygtig arkitektur
Den gode arkitekt vil i programfasen analysere (kortlægge) stedet, klimaet, regionale materialer, ressourceforbrug, funktionelle krav osv. I forslagsfasen vil han, af hensyn til de mennesker han arbejder for - brugerne, producenterne og entreprenørerne - ikke acceptere materialer som under fremstilling, indbygning, drift, vedligehold og evt. nedrivning på nogen måde kan være sundhedsskadelige. Han vil ligeledes søge at anvende de mindst ressource-og miljøbelastende materialer og konstruktioner. I detailprojekteringsfasen vil alle valg blive optimeret på baggrund af en grundig viden om byggematerialer, funktioner og ressourcer, således at det udarbejdede projekt er sikret lang levetid, multianvendelighed og mulighed for vedligeholdelse. I sin yderste konsekvens bliver det optimerede produkt af en holistisk tilgang til løsning af en arkitektonisk opgave ganske uden økologiske dogmer - en bæredygtig arkitektur:

Arkitektur med holdninger
Kunstneren er en del af sin samtid - kan aldrig være frit svævende i universet - og det gælder i særlig grad arkitekten, hvis kunstneriske arbejde i ekstrem grad involverer andre mennesker, påvirker andre mennesker. Bevidstheden om det ansvar, som dette pålægger arkitekten, har over tid været meget vekslende - fra perioder hvor "værket" som genstand - som billede har overruled værket som del af en helhed (der kunne nævnes gysere !) til perioder hvor værket kun er set som teknik eller som social nødvendighed osv.

Den gode melding i dag er, at der også er arkitektstuderende, som søger en velfunderet holistisk tilgang til værket. Studerende som ikke vil acceptere en snæver fokusering. Der er studerende som ønsker at tilegne sig den nødvendige viden for at kunne arbejde seriøst med hele spektret af parametre for skabelsen af god arkitektur. Både viden om klima, topografi, økosystemer, materialers livscyklus og miljøbelastning og viden om sociale forhold, økonomi, teknik og æstetik.

Selvfølgelig kan ingen rumme det hele - men vi kan arbejde ud fra en erkendelse af, at det hele hører med, og at netop arkitekterne som den centrale samlende kraft har forpligtelsen til at etablere det tværfaglige net, som kan levere de nødvendige input til arkitekternes arbejde.

Unødvendig berøringsangst
Marika Alderton House, Australien af Glenn Murcutt Arkitektstanden og arkitektuddannelsen har i mange år været skræmte af snakken om økologisk arkitektur - "smølfearkitektur" eller "müsliarkitektur". En angst som ved nærmere eftertanke på arkitekturhistorien og ved mødet med nutidige arkitekter som bl.a. Thomas Herzog og Glenn Murcutt unægtelig må erstattes af gåpåmod!




 

 

   



LEDER
UDSTILLING
UDDANNELSE
MILJØ
LANDSKAB
FORSKNING
ANMELDELSER
LINKS
NYHEDSBREV
KOLOFON

OPDATERET D.07-04-2003



Kommentarer og debatindlæg kan sendes til redaktionen@ArkitekturNet.dk
Gengivelse tilladt ved kreditering.

OPDATERET D.07-04-2003