ArkitekturNet - Forsiden

HASTIGHED

  "PAUL VIRILIO - ET KORT PORTRÆT"   "LOVGIVNING OG ARKITEKTONISK KVALITET"  
  "KLOGSKAB OG ACCELERATION"   "INTELLIGENT SOM EN DØR"  
  "EN REFLEKTERET AVANTGARDIST"   "ARKITEKTUR PÅ JYSK"  
  "OM ACCELERATION, PROPORTIONER 
OG VIRTUELLE BYER"
   

Om acceleration, proportioner og virtuelle byer
af Niels Brügger, august 02

Paul Virilio taler om hastighed, arkitektur, bunkerarkitektur, medier og virtuelle byer i uddrag af et interview med Niels Brügger fra dennes bog Virilio - Essays om Dromologi (INTROITE! publishers, 2001).


Hastighed
Er lysets hastighed definitiv? Er den absolutte karakter af lysets hastighed definitiv? Jeg kan ikke svare. Jeg har mange venner, som er fysikere og astrofysikere. Jeg tænker især på Jean-Marc Lévy-Leblond og andre. For dem er lysets hastighed mulig at overskride. De kan ikke teoretisere det, eftersom de ikke har den genialitet som Einstein og Newton havde, og for at kunne teoretisere det behøves en ny Einstein eller en ny Newton. Men for dem er der ikke tale om noget absolut. Altså kan jeg ikke svare. Jeg kan blot sige, at man er stødt mod en grænse. Tre mure: Lydmuren, varmemuren og lysmuren. Lydmuren, det er braget fra overlydsfly eller hypersoniske fly; varmemuren, det er 28.000 km/t, muligheden for at undslippe tyngdekraften, at frigøre sig fra vægten, frigørelsens hastighed. Lysmuren, den er uoverstigelig. For øjeblikket. Det er alt man kan sige. Denne grænse stiller helt enkelt spørgsmålet om tidens økologi i forhold til den territoriale krop. Selv vil jeg ikke rejse ud i universet, eftersom jeg mener, det er en illusion. Jeg mener, at astrofysikerne, når de begynder at tænke på at kolonisere universet, lever i en illusion - for øjeblikket. Derimod er tilbagevirkningerne af lysets hastighed på den territoriale og den sociale krop uhørte.


Arkitektur
For en arkitekt er et rums kvalitet dets proportioner. Det er ikke bare marmoret, det er ikke bare skulpturerne, freskerne, det er proportionerne. Men verden er proportioneret efter kroppen, altid. Den territoriale krops verden er proportioneret efter den sociale krop, men også efter den animale krop. Det er det, som er ergonomi. Deraf nødvendigheden af gennem dromologien at se udklækningen af en 'grå økologi' i fremtiden, for ikke blot at bevare naturen, men for at bevare den naturlige skala.

Motoriseringen er knyttet til den industrielle revolution, dampmaskinen osv. - udmundede i en standardisering af det reelle rum med helt ens produkter, genstande, biler, huse (the international style). Den industrielle revolution udmundede i en standardisering af produkternes reelle rum, men også af synspunkter, en standardisering af synspunkter og af social adfærd. Man ved, at en byboer er et afrettet menneske, et menneske som er tilpasset gennem mode, bevægelser osv. Den informationsrevolution, som er startet, vil uddybe standardiseringen med synkronisering. Synkroniseringen er for informationsrevolutionen, hvad standardiseringen var for den industrielle revolution. Men synkroniseringen er en synkronisering i reel tid. Den reelle tid vinder over standardiseringens reelle rum. De hænger sammen. Cyberspace er en rum-tid, som er globalt synkroniseret. Deraf de totalitære risici for en social og politisk kybernetik. Med andre ord for et kortfristet tyranni, som på børsen, en reel tids tyranni, det vil sige en obligatorisk travlhed som går mod øjeblikkelighed og dermed mod det umenneskelige. Hvis mennesket er frit, kan han ikke have det gud-dommeliges attributter. Og det guddommeliges attributter er, lad mig minde om det, allestedsnærvær og øjeblikkelighed, umiddelbarhed. Det har intet at gøre med demokrati. Det er aristokrati, oligarki, eller til og med teokrati.

Jeg kom ind i arkitekturen først via maleriet, via formens psykologi, og perceptionens fænomenologi - her dukker gestaltisten op igen - og desuden gennem krigen, selvfølgelig. Efter krigen, i 50'erne, kom opdagelsen af de store malere, Braque, Matisse, Picasso m.fl. Jeg lavede for eksempel kulisser til Sartres Fluerne. En vis periode var jeg således knyttet til maleriets verden.


Bunkerarkitektur
Og så opdagede jeg den militære arkitektur, bunkerne. Og jeg besluttede at lave en arkæologisk kampagne, som varede 10 år. Jeg må nok sige, at jeg kom ind i arkitekturen via bunkerne, ikke via de moderne arkitekter. I bunkeren genfandt jeg noget af gestalten. Bunkeren er forbundet med sine omgivelser, sit krigslandskab, med synet. Det er en økologisk genstand, en genstand som kontrollerer et område, en perceptionsmaskine, det er det, jeg taler om i min bog Bunker archéologie. På den måde kom jeg ind i arkitekturen ved at lave aflæsninger af Luftschutzräume, beskyttelsesrummene i byerne, Atlant-muren, Siegfriedlinjen, Maginotlinjen osv.

Og så viste det sig, at der var en konkurrence om at lave en kirke i Nevers, viet til Skt. Bernadette. Jeg slog mig sammen med en ven, som brændte for den eksperimenterende arkitektur, Claude Parent. Jeg grundlagde en gruppe ved navn 'Architecture principe', som skulle forske i maleri, skulptur og arkitektur, og vi vandt konkurrencen! Jeg arbejdede med denne kirke under inspiration fra bunkeren. Men det var ikke den militære dimension, som inspirerede mig, det var den symbolske dimension. For mig var bunkeren først og fremmest en kryptisk arkitektur. Den militære arkitektur er som en grav-arkitektur. De to store arkitekturer, den religiøse og grav-arkitekturen, er forbundet, men den militære er også forbundet med grav-arkitekturen. Altså lavede jeg denne kirke, som for øvrigt er blevet fredet som historisk monument i år, og alt begyndte der.

Jeg kendte selvfølgelig Le Corbusier, eftersom jeg havde arbejdet med Braque, Matisse og Le Corbusier på kirken i Ronchamp. Jeg lavede Braques glasmosaikker i Varengeville, der hvor han ligger begravet i Normandiet, og jeg lavede glasmosaikkerne til kirken i Vence med Matisse. Jeg har altså arbejdet med tre enestående personligheder. Den, som berørte mig dybest, var Braque, for han var mest arbejder. Jeg kommer fra et udpræget arbejderklassemiljø. Matisse var en smule 'Herr Doktor'! Et stort talent, men en personlighed der var lidt for meget... maestro! Le Corbusier ville man kunne kalde en bonde. Le Corbusier var selv inspireret af bunkerne. Lad mig give et eksempel: Regeringspaladset i Chandigarh er inspireret af u-bådsbasen i La Pallice-La Rochelle. Hvis jeg tager Ronchamps, så er det Le Corbusier. Når man ser Skt. Bernadette-kirken i Nevers, så er det et beskyttelsesrum mod atombomben! Det var i atomtruslens tid. Jeg ville, at denne kirke skulle være et symbol for det 20. århundrede, for atomterroren. Altså er det en atom-kirke på en måde. Men når man kommer ind, er det en romansk kirke! Den er så rund, varm... Grundplanen er i hjerteform. Der er to skaller, som overlapper hinanden. Og det indre er lyst. Inspirationstemaet er ikke tilfældigt, eftersom Skt. Bernadette er den hyrde, som så Jomfru Maria i Lourdes. Eller rettere, hun så Jomfru Maria i en hule, Massabielle-hulen. Når man sagde Skt. Bernadette til mig, var det klart at det skulle være en kryptisk arkitektur! Hvis den havde været viet til Frans af Assisi, så ville det uden tvivl have været en voliere med fugle, ikke en hule, mens hulen og krypten her glider over i hinanden. Der var en sammensmeltning af to temaer, det fra hulen i Massabielle og det fra bunkeren. Jeg havde også været i Tyskland og set beskyttelsesrummene, for eksempel i Düsseldorf; jeg havde besøgt Det hellige Testamentes Kirke, som var et Luftschutzraum omskabt til kirke. Jeg syntes om alt dette, fordi der var en sandhed deri en sandhed, som kan sammenlignes med den i de romanske fæstningskirker.


Medier og virtuelle byer
Her kommer vi tilbage til byen. Morgendagens megapol vil udvikles omkring begrebet 'medie-bygning'. Medie-bygningen er en teknisk term for at angive, at informationen på arkitekturen vinder over dens funktion som beboelse. Arkitekturens funktion er at huse, at bebos. For eksempel 'bebor' man en restaurant, et laboratorium, og familien er indlogeret i lejligheden. Arkitekturen indlogerer, den er et godt logi, hulen med, og sommerhuset osv. En medie-bygning, det er for eksempel Times Square. Times Square er ikke et vejkryds, det er en urban skærm. Man har netop besluttet i Birmingham, at man på bygningerne ikke bare vil vise julebilleder for at fejre julen, men man vil vise billeder af kriminelle, 20 meter høje, med navne, telefonnumre osv., uden ophør. Det er Shanghai, medie-bygningen, det er en bygning, som konstant skifter facade. Det er skiftevis taler, reklamer, digte eller information. Facaden bliver med andre ord interface, som tv-skærmen. Facaden er ikke længere bare vinduer. Nej, den er information. Og muligheden for at omskabe facaden til inter-facade er en formue værd. Det er en grundlæggende ændring inden for urbanismen. Værdien af informationen og af dens kommunikation erstatter beboelsesværdien. Når man bygger et hus, er det for at huse aktiviteter, som betaler huslejen. Det som gør en bygning rentabel, det er huslejen, med andre ord husningen af en aktivitet (en café) eller en person (en lejlighed). Men den globale reklames økonomiske formåen gør det muligt at bygge blot for at informere. Hvorfor? Fordi folk er i byen, og murene bliver øjeblikkelige plakater. Man har ikke længere så meget brug for beboere, man har især brug for kunder, som går forbi. Det er en stor revolution.

Vi går mod den virtuelle by. Vi går mod den virtuelle by for de rige og mod blikbyer og forladte områder for massen af fattige. Vi går mod et samfund, som genopfinder nomaderne og de bofaste. De bofaste er dem, som vil være hjemme overalt, takket være bærbare telefoner, medier, i flyet, i hurtigtoget. Fuldstændig som hjemme, takket være telekommunikationen. Og nomaderne, det er dem, som ikke er hjemme nogen steder. På gaden eller i en lejlighed, de er intet. De er out, outlanders. Der har været en periode, hvor byen og landet var i symbiose. Byen levede af landet, af dets landlige Hinterland, dets bagland. Med transportrevolutionen og den industrielle revolution opstod der en modsætning mellem land og by med affolkning af landet og industriens begyndelse. Men i dag har vi en modsætning mellem bymidte og forstad. Det vil sige, at modsætningen er skrumpet ind. I går land og by, i dag bykerne og forstad, og i morgen bofast og nomade. Men bofast og nomade overalt! Forstæderne bliver industrielle lommer, besatte huse, kældre eller underjordiske parkeringer - forstaden vil ikke længere være i periferien, men overalt. Her, lige ved siden af. Telekommunikationen har presset udelukkelsen sammen, så den nu er lige ved siden af. Den er ikke kun langt væk, i Afrika eller Asien. Efter at landene blev til tredje verdens lande, er mega-polerne nu blevet til tredje verdens byer.


Alle illustrationer er venligst stillet ArkitekturNet til rådighed af fotograf Tom Ingvardsen, alle rettigheder og copyright er reserveret Tom Ingvardsen

LEDER
UDSTILLING
UDDANNELSE
KVALITET
MILJØ
LANDSKAB
FORSKNING
ANMELDELSER
LINKS
NYHEDSBREV
KOLOFON

OPDATERET D.07-04-2003



Kommentarer og debatindlæg kan sendes til redaktionen@ArkitekturNet.dk
Gengivelse tilladt ved kreditering.

TOP

OPDATERET D.07-04-2003