ArkitekturNet - Forsiden

HASTIGHED

  "PAUL VIRILIO - ET KORT PORTRÆT"   "LOVGIVNING OG ARKITEKTONISK KVALITET"  
  "KLOGSKAB OG ACCELERATION"   "INTELLIGENT SOM EN DØR"  
  "EN REFLEKTERET AVANTGARDIST"   "ARKITEKTUR PÅ JYSK"  
  "OM ACCELERATION, PROPORTIONER 
OG VIRTUELLE BYER"
   

Paul Virilio - En reflekteret avantgardist 
af Martin Zerlang, august 02

Ligesom futuristerne er Paul Virilio interesseret i hastighed. Han deler deres optagethed af farten, krigen, byen og medierne, men hvor futuristerne var opslugte af deres egen fremtidsdrift, er Virilio ikke bange for at se sig tilbage.


"Vi står på århundredernes yderste forbjerg," forkynder Filippo Tommasi Marinetti i det første futuristiske manifest, der blev trykt i Le Figaro i 1909: "Tid og rum eksisterer ikke længere. Nu findes kun farten."

Man siger, at den, der har magten, bestemmer farten, og futuristerne stræbte efter et højhastighedsregime, hvor en væddeløbsbil selvfølgelig måtte anses for langt smukkere end Nike fra Samotrake. Alt hvad der stod i vejen for den frie, fejende bevægelse måtte fjernes, renses væk fra jordens overflade, og med stor konsekvens skrev Marinetti i et efterfølgende manifest, at krig er social hygiejne.


Når farten er på sit højeste, er der øjeblikkelig rapport mellem de fjerneste steder, og som andre af avantgardens talsmænd hyldede Marinetti princippet om samtidighed, den såkaldte simultanisme.

Stedet, hvor fartens regime samler al ting i et globalt, samtidigt møde, er metropolen eller mere præcist medierne i metropolen, og avantgarden blev aldrig træt af at pege på masserne og massemedierne som fartens sande element.

Da første verdenskrig brød ud, meldte futuristerne sig som entusiastiske frivillige. De fleste af dem blev dræbt på slagmarken. De fleste af dem som medlemmer af en cykelbataljon i den italienske hær.

Farten, krigen, byen og medierne er også de fire hovedhjørnesten i den teoretiske bygning, som den franske tænker Paul Virilio siden 1975 har bygget op under navnet "dromologi". Men Virilio er ikke en futurist fyldt af messianske forhåbninger. Tværtimod, han er en "fremtidsarkæolog", der ser fremtiden i apokalypsens skær. Man kunne også sammenligne ham med en af "apokalypsens flanører" som han beskriver i Hastighed og politik. Eller man kunne simpelthen sige, at han er en avantgardist, der er begyndt at se tilbage og tænke sig om.

Når farten, krigen, byen og medierne konvergerer, er "forsvindingens æstetik" det eneste, der bliver tilbage. Den 13. februar 1990 forlod rumskibet Voyager I solsystemet og sendte de første epokegørende billeder af solen og jorden sét fra det ydre rum. Men det man ser, er en verden, der forsvinder. I et interview siger Virilio: "I morgen, om en, to eller tre generationer vil verden som geografisk og tidslig udstrækning være forsvundet." 

I følge Virilio kan politik, urbanisme, medier og filmkunst føres tilbage til ét altdeterminerende princip: Hastighed. I Hastighed og politik siger han om futurismen, at den leverer 1920ernes "mest helstøbte vision af den dromologiske evolutionisme," men antyder samtidig, at han selv har udviklet en vision, der ikke, som Marinettis, er håbløst tidsbundet. Han åler Marinetti for at glemme, at Nike fra Samotrake i virkeligheden er drevet af det samme æstetiske princip som væddeløbsbilen: Transportmotoren. Og kilden til denne transport finder han i det åbne hav, hvor man kan bevæge sig frit hele kompasset rundt: "Hastigheden som ren og indholdsløs idé fødes af havet..."

Hvis hastighed er den kraft, som bestemmer alt andet, så må en by anskues som et system af bevægelser snarere end som et system af beboelser. I lynhurtige koblinger trækker Virilio linjer fra romernes byplanlægning over udvikling af middelalderens borge og borgerbyer til den revolutionære mobilisering af byens masser under den franske revolution i 1789 og den fascistiske revolution efter første verdenskrig. Byen er en funktion af farten, og defineres som et punkt på en banes, f.eks. en projektilbanes, rute. Fæstningen bliver et middel til at sikre fri bevægelighed inden for voldene. Byen som sådan kan betragtes som en krigsmaskine.

Den moderne by har præget sig ind i selve sproget. Virilio citerer Joseph Goebbels for hans betragtninger over det nye "massesprog" som den historisk første udtryksform, der er animeret og galvaniserende. Virilios eget sprog er animeret og galvaniserende. At læse Virilio er som at bevæge sig gennem hele den krigens historie, som skitseres i hans skrifter.

Der er forhistoriens taktiske epoke, hvor man konfronterer fjenden i spredte tumulter og begrænsede sammenstød. Krigens dominerende form er belejringen, de vigtigste våben er her obstruktionsvåben, og tumultens tåge er et af midlerne til at sikre sig frelst ud af sammenstød. Som læser af Virilio støder man undertiden ind i en sådan argumentatorisk tumult, at man fornemmer, at han kaster et tågeslør over tanker, der endnu ikke er tænkt færdige.

Der er historiens strategiske epoke, hvor krigen i stigende grad manifesterer sig som bevægelseskrig, og hvor våbnene er destruktionsvåben. Her veksles der mellem baghold og stormløb, og i begge tilfælde er et klart overblik nødvendigt for at sikre angrebets succes. Med sine overraskende koblinger mellem emner og med sin opmarchering af prægnante citater viser Virilio, at han mestrer begge strategier.

Endelig er der nutidens logistiske epoke, hvor våbnene er kommunikationsvåben, og hvor krigens form er lynkrigen eller den totale krig. Med bunkeren som eksempel hævder Virilio, at her bliver våbnet - atombomben, giftangrebet potentielt altødelæggende - og målet bliver ikke at beskytte sig mod et udsnit af omverden, men mod verden som sådan. Denne totalisering genkender man i Virilios alt-eller-intet-argumentation, som hele vejen igennem betjener sig af absolutte og superlativiske formuleringer - krydret med ord som "selvfølgelig" og "naturligvis", der hæver den hastigt løbende fremstilling over diskussion.

Vi står på århundredernes yderste forbjerg, sagde Marinetti, og Virilio kunne have sagt det samme. Men han siger ikke, at nu er kun farten tilbage. Fortiden er der som et memento - og Virilios overrumplende angreb på læserens fordomme og forventninger kan netop læses som sådan: som et memento.


Alle illustrationer er venligst stillet ArkitekturNet til rådighed af fotograf Tom Ingvardsen, alle rettigheder og copyright er reserveret Tom Ingvardsen

LEDER
UDSTILLING
UDDANNELSE
KVALITET
MILJØ
LANDSKAB
FORSKNING
ANMELDELSER
LINKS
NYHEDSBREV
KOLOFON

OPDATERET D.07-04-2003



Kommentarer og debatindlæg kan sendes til redaktionen@ArkitekturNet.dk
Gengivelse tilladt ved kreditering.

TOP

OPDATERET D.07-04-2003