ArkitekturNet - Forsiden

HASTIGHED

  "PAUL VIRILIO - ET KORT PORTRÆT"   "LOVGIVNING OG ARKITEKTONISK KVALITET"  
  "KLOGSKAB OG ACCELERATION"   "INTELLIGENT SOM EN DØR"  
  "EN REFLEKTERET AVANTGARDIST"   "ARKITEKTUR PÅ JYSK"  
  "OM ACCELERATION, PROPORTIONER 
OG VIRTUELLE BYER"
   

Lovgivning og arkitektonisk kvalitet
af  Johan Fogh, august 02

Bygninger i dag skal opfylde så mange andre formål og løse så mange andre opgaver end blot at være god arkitektur - "funktionstrykket" er blevet så stort, at der simpelthen ikke er kræfter tilbage til den arkitektoniske kvalitet.


Krønnikeskriveren Poul Hammerich skal engang have fundet ud af, at der i Danmark er bygget ligeså mange bygninger fra 1955 til vore dage som fra Gorm den Gamle til 1955.

Med det i baghovedet morede han sig så med at spørge i Radiohusets kantine, om nogen kunne komme i tanke om en smuk bygning fra tiden efter 1955. Folk kiggede rådvilde på hinanden og fik med besvær fundet frem til Grundtvigskirken, Tivolis koncertsal, Høje Tåstrup station m.fl. Af de nævnte viste det sig, at kun Høje Tåstrup station var bygget efter 1955, alle de andre var bygget før.

Jeg har selv prøvet denne lille drilske spøg på folk, der ikke selv var arkitekter, med det samme rystende resultat: Kun meget få kan pege på huse fra nyere tid, som de finder smukke. Den samme tendens viser sig, når et ældre hus skal rives ned, og der straks starter en underskriftindsamling imod dette, idet man går ud fra som en selvfølge, at det, der skal bygges i stedet, bliver grimt.

Her har vi virkelig et problem!

Har det altid været sådan? Nej, overhovedet ikke. Jeg skal f.eks. erindre om, at af verdens syv vidundere i oldtiden var de 5 arkitekturværker. Og i højmiddelalderens Italien er der eksempler på, at arkitekter blev gjort til æresborgere med kost og logi på livstid, fordi de havde beriget deres by med en storslået domkirkefacade eller en dristig kampanile. Og næst efter naturen er den ældre arkitektur vel den største leverandør af rejsemål for vore ferierejser.

Man må derfor spørge sig selv: Hvad pokker er der galt med vor tids byggeri?

Der er flere grunde til miseren, men én af dem er blevet denne artikels emne, nemlig: "Funktionstrykket" er blevet for stort. Ordet funktionstryk findes ikke i ordbogen. Det er opfundet til lejligheden til at beskrive den situation, at bygninger i dag skal opfylde så mange andre formål og løse så mange andre opgaver, end blot at være god arkitektur, at der simpelthen ikke er kræfter tilbage til den arkitektoniske kvalitet.

På Vitruvius' tid - og stort set frem til 1955 - skulle bygninger opfylde 3 betingelser: form, funktion og konstruktion. De skulle være smukke, nyttige og solide. Nu skal de tillige opfylde en lang række andre, mere almene krav:

* Lokalplan- og kommuneplankrav.
* EU's krav om fri konkurrence.
* Energimål, varmetabsrammer, lydniveauer og efterklangstider samt brandvæsenets krav til alt fra overflader til vinkelsmitte og røgventilation.

Desuden:

* Bidrage til at udjævne sæsonarbejde gennem vinterforanstaltninger.
* Kompensere for handicappedes handicap.
* Opfylde forsikringsselskabernes krav til lav præmie.

Osv., osv., osv. Jeg kunne blive ved længe endnu.

Nu vil nogen sige: Er disse krav ikke netop med til at hæve kvaliteten? Er de ikke netop opsummeringen af det, som det gode byggeri består af? Mit svar er: I princippet jo, men i praksis nej!

For det første, fordi koordineringen af de mange delkrav er blevet en urimelig byrdefuld opgave. For det andet, fordi de mange delhensyn stiller sig i vejen for helhedshensynet. For det tredje, fordi de mange delhensyn ofte er modstridende.


Koordineringseksplosionen
Nu skulle man umiddelbart tro, at det kun er 4 gange så svært at koordinere 12 delhensyn, som at koordinere 3 delhensyn. Og med moderne hjælpemidler kan det vel ikke være så farligt. Det er imidlertid helt forkert. Tidsforbruget til koordineringsindsatsen stiger nemlig helt ukontrollabelt ved et stigende antal parametre.

Den første mistanke herom fik jeg af den simple iagttagelse, at mens man på 10 minutter over telefonen kan lave en fælles mødeaftale med 3 personer, så kan det tage timer, ja dage at få fastlagt et fælles mødetidspunkt for 6 personer. Jeg diskuterede dette forhold med nogle matematikere, for hvem denne sammenhæng viste sig at være velkendt fra den såkaldte computer science. Det blev begyndelsen til en helt forbløffende indsigt i koordineringens væsen.


Lad os tage et eksempel hentet fra matematikken eller computervidenskaben, det såkaldte "Monkey's Puzzle". Et tilsyneladende harmløst problem: at få lagt 3 x 3 = 9 brikker i stilling, så der over hver kant dannes hele og sammenhængende figurer.

Man fornemmer, at opgaven ligner den arkitektoniske planlægning, og man indser, at problemet har den natur, at selvom de første 2-3-4 brikker passer smukt sammen, så kan man ikke vide, om det er et vildspor, før hele puslespillet er gået op. Man kan ikke færdiggøre spillet fra en ende af, som et normalt puslespil, hvor man straks kan se om en brik ligger korrekt. Man må lægge det til ende, starte forfra, lægge det til ende, starte forfra osv., osv., indtil det går op. Eller indtil man evt. har konstateret, at det ikke kan gå op.

Sådanne kombinatoriske problemer kan meget sjældent løses ved genveje. Der er normalt kun én vej, nemlig at starte en af-testning af kombinationerne fra en ende af. I det foreliggende tilfælde vil der med 9 brikker være 9 x 8 x 7 x... x 2 x 1 kombinationsmuligheder at gennemprøve et arbejde, der med en god stærk computer med 1000 kørsler pr. sekund vil tage mindre end en halv time.

Og nu kommer så det overraskende: Øger man antallet af brikker til 5 x 5 = 25, stadig et tilsyneladende overskueligt problemkompleks, vil antallet af kombinationsmuligheder stige så voldsomt (25 x 24 x 23 x... x 2 x 1), at det med samme computer vil tage ikke mindre end 490.000 mia. år, hvilket vil være længere end universet overhovedet har eksisteret siden " Big Bang". Man forstår, at en og anden bør være på vagt med krav om ekstrahonorarer, hvis bygherren eller lovgivningen øger kompleksiteten undervejs.

Lad mig give et andet eksempel: Skemalægning. Her viser det sig, at et computerprogram, der kan gennemsøge kombinationsmulighederne mellem klasser, fag og lærere ud fra bestemte retningslinier, måske kan være 1 time om at løse opgaven for en skole med 2 spor (20 klasser), mens det med 4 spor (40 klasser) vil tage længere tid end et skoleår.

At fænomenet også er gældende for arkitektens arbejdsfelt, mærker vi hver dag. For nylig prøvede jeg at sætte tal på: Jeg talte ringbind. I 1978 udførte vores tegnestue et byggeri på ca. 3000 m2. Der var 6 ringbind i alt, 3 med tegninger og 3 med korrespondance, referater m.v., dvs. koordinering. 15 år senere projekterede vi Bornholms Kunstmuseum, bevares en mere kompliceret sag, men også på ca. 3000 m2. Der var 6 ringbind med tegninger, men 38 ringbind med korrespondance m.v.: korrespondance med lokalplanmyndigheder, fredningsmyndigheder, veterinærmyndigheder, vejmyndigheder, naturfredningsforening, brandmyndigheder, arbejdstilsyn, sikringseksperter, handicaporganisationer osv., osv. Alle sammen instanser, der stiller krav, krav og atter krav, altid udfra deres eget lille område og altid uden koordinering med de øvrige instanser.

Lur mig, om der ikke om føje år også kommer krav om regnskab for hver eneste byggekomponents miljøbelastning i hele sin livscyklus. I så fald kommer vi vel op over 100 ringbind for at projektere 3000 m2. Kort fortalt mener jeg, at denne snigende koordineringseksplosion i al ubemærkethed er blevet en af de alvorligste forhindringer for arkitekternes mulighed for at skabe arkitektonisk kvalitet.


Delhensynene dækker for helhedshensynet
Hvis vi betragter de mange krav i funktionstrykket enkeltvis, er reguleringerne og kravene fuldt forståelige og helt respektable. De varetager hver deres delhensyn og er ofte fremkommet efter pres fra velformulerede ekspertpaneler eller interessegrupper.

Arkitektens arbejdsområde er imidlertid ikke alene delhensynenes opfyldelse, men tillige opnåelse af særlige udefinerbare kvaliteter, der knytter sig til helheden. Eksempelvis smukke proportioner, indbydende stemning, menneskelig skala, karakterfuld identitet, orden, variation osv. Alt i alt det, der tilsammen er medbestemmende for, om bygningen vil blive afholdt, vil have arkitektonisk kvalitet.

Og her er vi ved sagens kerne: Disse kvaliteter, der knytter sig til helheden, har ingen pressionsgrupper, ingen interesseorganisationer - udover måske arkitekterne - og de lader sig ikke regulere gennem målbare krav. Ofte beskrives kvalitet - som i bygningsreglementet - i brede vendinger, f.eks. forlanges "tilfredsstillende forhold", mens de mange delhensyn derimod er præciseret med målbare krav til højder, afstande, branddrøjhed, luftskifte, varmetab osv. Risikoen er derfor, at arkitekterne alene koncentrerer sig om delhensynenes opfyldelse og bygningsforvaltningerne alene om at sikre de målbare krav efterlevet uden at varetage det overordnede og svært definerbare helhedshensyn.

Heri er der en voldsom kontrast til den almene brugers vurdering: Han/hun vil nemlig så godt som udelukkende blive påvirket af den samlede helhedsvirkning, den arkitektoniske kvalitet, og vil næppe bemærke, om de målbare krav mangler nogle centimeter, procenter eller kilowatt i at være opfyldt. Mit eget hus f.eks. er bygget i 1880, og det ville kræve i hvert fald 25 dispensationer, hvis det skulle opføres på ny. Ikke desto mindre synes både jeg selv og andre, at det er et rigtig dejligt hus. Det er da også alle udøvende arkitekters erfaring, at en væsentlig kvalitet ved helheden kan blive blokeret af en mindre målbar ulovlighed på et delhensyn. F.eks. en smuk og logisk facadeorden, der blokeres af nogle manglende centimeter på et brandmæsigt vinkelsmittekrav.

Forholdene i den eksisterende bygningsmasse udgør et særligt problem, i det man ved større ombygninger kan blive pålagt at bringe bygningerne i overensstemmelse med gældende lov. I sådanne tilfælde kan der være tale om, at lovgivningen ikke blot forhindrer, men ligefrem afvikler arkitektonisk kvalitet. Eksempelvis ved ændring af ældre vinduer til lovlige redningsåbninger, ændring af monumentaltrapper til ramper, foring med branddrøje beklædninger på eksisterende støbejernssøjler, tilføjelse af pladskrævende tekniske installationer, elevatorer osv., osv. Og med Poul Hammerichs tal i baghovedet er det jo forfærdeligt, at vi ikke alene undlader at tilføje ny arkitektonisk kvalitet, men også risikerer at afvikle tidligere værdier.


Delhensyn strider mod delhensyn
Udover at de mange enkeltkrav således kan være i modstrid med visse arkitektoniske helhedsbestræbelser, må man desuden forstå, at de hensyn, som kravene er afledt af, ofte i deres natur er hinanden modstridende. I sig selv ikke overraskende, da de jo kommer fra helt forskellige ekspertgrupper, som ikke på forhånd har afstemt deres stramninger. Som eksempler herpå kan nævnes:

* Kravet om gode flugtvejsforhold (åbne døre til det fri) strider mod ønsket om god tyverisikkerhed.
* Kravet om niveaufrie adgangsforhold strider mod ønsket om at holde sokler og gulvkonstruktioner fri for fugtskader.
* Kravet om god kuldebro-isolering strider mod ønsket om god stabilitet i sammenbygningsdetaljerne.
* Kravet om begrænsning af varmetabet strider mod hensynet til frisk luft i indeklimaet.
* Kravet om god rengøringsvenlighed strider mod ønsket om overflader, der kan ånde.

Mange, mange flere kan nævnes. Man kunne kalde det samspilsproblemer.

Resultatet er, at det bliver stadig vanskeligere at udføre helt almindelige huse uden at opnå dispensationer eller fylde dem med sofistikerede opfindelser og specialløsninger af teknisk eller elektronisk art, der kan løse de indbyrdes modstridende krav. Som f.eks. komplicerede detektorstyrede dørlukkeanlæg eller avancerede indbyggede fugtmålere eller andet tilsvarende, der ofte er kostbart og har en levetid, som er markant kortere end resten af huset.

Jeg er fuldt ud opmærksom på, at modstridende krav kan føre til produktudvikling, men jeg frygter, at de mange specialløsninger gør bygningerne sårbare og nedsætter deres funktionstid betydeligt. Er der tale om modstridende ønsker, kan de projekterende foretage fornuftige afvejninger. Er der derimod tale om krav, kan de se sig henvist til at bruge store beløb på sådant specialudstyr, penge, der så går fra de mere blivende konstruktioner. 

Konklusionen på mine synspunkter må herefter være:

* Mængden af lovkrav, bredt forstået, er blevet så omfattende og modstridende, at kun de færreste projekterende magter at bevare overblikket, og koordineringsindsatsen sluger al den tid, der er til rådighed.
* Arkitektonisk kvalitet knytter sig til helheden og kan sjældent sættes på målbar formel. De mange delhensyn af teknisk, komfortmæssig og sikkerhedsmæssig art lader sig derimod nemmere omsætte til præcise og målbare krav og får derved ofte al opmærksomheden i projektering og forvaltning.
* Når kravene er modstridende, opstår specialløsninger, der gør bygningerne sårbare, og nedsætter deres levetid.

Alt dette taler for, at man ikke kan fremme arkitektonisk kvalitet gennem forøget lovgivning, men derimod gennem lempelser og fleksibilitet.


Figur 2: "Gæt hjem af disse 5 herrer, der har ansvaret for byggeriets lovlighed, kvalitet, budgetoverholdelse, tidsplan og funktion! Arkitekten i midten, naturligvis! Et ønske for fremtiden: Lad albuerummet følge ansvaret. Lad dén have bevægelsesfriheden som har ansvaret for koordineringen. Det giver bedre huse." 

I mørke stunder mener jeg jo faktisk, at bygninger er meget tæt på at glide helt ud som emne for kunstnerisk behandling. Meget få magter andet end at opfylde de mange obligatoriske krav.

Hvis man går en tur på Tøjhusmuseet i København, ser man endeløse rækker af våben, som er smukt forarbejdet og dekoreret. Rigt ornamenterede broncekanoner, ciselerede sværd og geværskæfter med indlagt sølv og elfenben. I dag er der ingen, der vil drømme om at behandle våben kunstnerisk. Kun jagtvåben, som jo er en slags legetøj. For rigtige våbens vedkommende har funktionstrykket for længst fjernet det kunstneriske element. Jeg frygter, at det samme sker for bygningernes vedkommende. Og når man betænker, hvor meget bygninger og byer fylder på vores nethinde, og hvor meget glæde vi har af bygninger fra før 1955, så vil det jo være et tab af dimensioner.

Hvad kan vi så gøre for at redde arkitekturen fra at bukke under for funktionstrykket?

Vi skal først og fremmest erkende problemet, og vi skal være villige til at give et vist albuerum til kunstnerisk behandling. Dernæst må vi gå videre ad den vej, som allerede er stukket ud i visse dele af bygningsreglementet, nemlig at gå væk fra specifikke diktater i centimeter og procenter og gå mere over til rammebestemmelser. Fra regelstyring til målstyring.

Endelig tror jeg ikke, at vi kommer uden om at indføre en sondring mellem bestemmelser, som er ufravigelige, f.eks. styrkekrav og brandkrav, bestemmelser, som er ønskelige, f.eks. loftshøjder, lysafstande og andre komfortmæssige krav, og bestemmelser, som kan anbefales, f.eks. efterklangstider, lysniveauer o.l., hvis ikke andet taler imod. De sidste kunne måske helt udgå af lovgivningen og blive anvisninger i Byg-Erfa-serien eller SBI's publikationer.

Og jeg kunne virkelig ønske mig, at man i de kommunale sagsbehandlinger kunne få lovhjemmel til at anlægge et skønsmæssigt helhedssyn, hvorefter mindre lempelser på delhensynene kunne godkendes, hvis en attraktiv helhed blev opnået derved. Et helhedssyn, hvor man tager sig ret til at sondre mellem lempelser, der søges godkendt af private spekulationsmæssige årsager, og lempelser, der søges godkendt for at opnå en arkitektonisk kvalitet i helhedsvirkningen, som kan komme almenheden til glæde.

Hvis nogen måtte mene, at kaos vil bryde løs, hvis forholdene ikke reguleres med bastante lovkrav, skal der erindres om, at så vigtigt et forhold som bygningers vandtæthed mod regn overhovedet ikke er reguleret ved lovkrav! Uden at det synes at svække opmærksomheden på dette felt. Det samme gælder døråbningers højde, der i modsætning til bredden overhovedet ikke er reguleret.

Der skal endvidere erindres om, at der på andre områder end det bygningsmæssige hersker helt andre minimumsgrænser, uden at det synes at give anledning til problemer: I sovevogne er gangbredden f.eks. ca. 60 cm (mod 130 cm i Bygningsreglementet) og i fly er dørbredden til toiletter typisk ca. 40 cm (mod 90 cm i Bygningsreglementet). I kolonihavehuse er næsten alle lovkrav suspenderet, og i Irland var der for 6 år siden slet ingen gældende bygningslovgivning, alt var baseret på forslag og anbefalinger.

Efter denne jamren over lovjungelen og funktionstrykket kunne man spørge: Har arkitekterne da ikke selv nogen skyld i den manglende opbakning som Poul Hammerich drillede med? Svaret er ubetinget: Jo! Arkitekterne er alt for optaget af at bygge for modetidskrifterne og bygge for hinanden. Indflydelsen fra glittede fotografier i internationale arkitekturtidskrifter er skræmmende stor. Og deri ligger en af nøglerne til forståelseskløften mellem menigmand og moderne arkitektur. For hvem pokker blandt menigmand kender den internationale trend, som arkitekterne føjer sig ind i?


Fig. 3 "Dagens typiske tidsskriftsarkitektur"

Men det er et helt andet emne, som ikke vil blive behandlet her.

LEDER
UDSTILLING
UDDANNELSE
KVALITET
MILJØ
LANDSKAB
FORSKNING
ANMELDELSER
LINKS
NYHEDSBREV
KOLOFON

OPDATERET D.07-04-2003



Kommentarer og debatindlæg kan sendes til redaktionen@ArkitekturNet.dk
Gengivelse tilladt ved kreditering.

TOP

OPDATERET D.07-04-2003