ArkitekturNet - Forsiden


PÅ VEJ MOD EN NY ARKITEKTURFORSKNING
af Kristian Berg Nielsen, september 00 

I Henning Thomsens indlæg i dette nummer omtales en ministeriel rapport fra 1981 om arkitekturforskningen, udarbejdet af "Kulturministeriets rådgivende udvalg vedrørende arkitektuddannelsen" (i datidens daglige tale forkortet KRUVA). Denne lille, men perspektivrige rapport, der bl.a. havde afdøde prof. Hans Mammen som forfatter, har nu snart en snes år på bagen. Som Henning Thomsen anfører, er der en forbløffende lighed imellem de krav til arkitekturforskningen, man allerede dengang kunne formulere, og så de nutidige ønsker om udviklingen af samme.
En status over de opnåede resultater fra den mellemliggende periode kan derfor af gode grunde ikke blive noget jubelskrift. Resultaterne er beskedne. En analyse af årsagerne til den påfaldende kontrast mellem en erklæret enighed om behovet for en arkitekturforskning og den reserverede vilje til at også at tilvejebringe de nødvendige forudsætninger herfor vil her føre for vidt. I det følgende er intentionen primært at se på fagets egne vanskeligheder med at udvikle en forskning.

Arkitektfagets traditionelle fremmedhed over for forskning
For nogle vil denne overskrift virke provokerende. Er det da ikke et gennemgående træk ved efterkrigstidens udvikling inden for byggeri og planlægning, at fremskridt ofte har været forskningsbaserede? Jovist, hvis man med forskning alene mener anvendt forskning og udviklingsarbejde, som det typisk har været praktiseret ved Statens Byggeforsknings Institut (SBI) eller ved institutterne for husbygning og planlægning ved Danmarks Tekniske Universitet. Væsentlige resultater inden for boligbyggeriet, energiforskningen og udviklingen af byggeteknikken ville være utænkelige uden denne forskningsindsats, som er dokumenteret i en umådelig mængde af rapporter og praktiske anvisninger. Og det er først og fremmest denne type forskning, som byggeindustrien og arkitektfaget har efterspurgt.

Den anden art forskning, nemlig den der forholder sig til mere fundamentale problemstillinger for faget, og som undertiden benævnes 'grundforskning' eller 'basisforskning', har næsten udelukkende været et anliggende for de to arkitektskoler. Typisk har der her været tale om forskningsprojekter, som rettede sig imod fagets grundlæggende teorier og historie, dvs. en forskning, hvis sigte var at styrke fagets ideologier og selvforståelse. I alt overvejende grad har denne forskning alene haft betydning for undervisningen og for det, man med et udflydende begreb kunne kalde den "dannede offentlighed".
Inden for arkitektfaget for slet ikke at tale om byggeindustrien har interessen for den denne forskning været overskuelig, for ikke direkte at sige fraværende. Ofte er den tilmed blevet stemplet som 'akademisk' - i denne forbindelse tilsyneladende noget negativt, hvilket kan undre, al den stund arkitektfagets udøvere normalt gør en dyd ud af at betegne sig som 'akademiske' - maa - for at afgrænse sig fra de andre faggrupper, der også blander sig i byggeri og fysisk planlægning.

Teori og praksis
Uklarhederne inden for arkitektfaget omkring forskningsbegrebet har utvivlsomt rod i fagets orientering mod praksis. Udøvelsen af faget har hvilet på en tradition for at lære gennem erfaring. Ved oplæringen af unge arkitekter var målsætningen, at beherskelsen af fagets håndværksmæssige dimension gradvist skulle kombineres med en forædlet kunstnerisk indsigt. Dette udgangspunkt har også rummet kriterier for kvalitetsvurderinger af faglige resultater, som ikke havde nogen nødvendig sammenhæng med de krav, der iflg. Kulturministeriets definitioner skal stilles til eksempelvis grundforskning, nemlig at den skal være båret af "stringent, systematisk metode og være teori- og metodeudviklende".

Nils-Ole Lund, afgående professor ved Arkitektskolen i Aarhus og en af fagets flittige skribenter og forskere, kunne imidlertid allerede ved SBIs 40-års jubilæum notere, at det erfaringsbaserede ved udøvelsen af arkitektfaget var under opløsning. De tider, hvor arkitekten blev "klogere" ved at praktisere faget, dvs. primært ved at tegne, var forbi. "Byggeprocessen er ved at blive et juridisk-økonomisk-teknisk hækkeløb. Mængden af materialer er uoverskuelig. Behovene, der skal dækkes med et byggeri og en plan, er komplicerede og modstridende. Æstetikken er i kaos og internationaliseret. Tegne- og styringsprocessen er ved at blive datamatstyret".
Dette er skrevet i Arkitekten 1987. I mellemtiden er disse tendenser i fagets omstrukturering blevet endnu mere håndgribelige. Udviklingen indebærer, at det, der engang holdt faget sammen - et æstetisk normsæt hvilende på et erfaringsmæssigt fundament tilegnet gennem mesterlære og udøvelse - er under opløsning. Og det er netop i disse ændrede vilkår, at begrundelsen for en ny arkitekturforskning, som ikke blot er 'anvendt forskning', 'udviklingsarbejde', 'reflekteret dataindsamling' eller den veltjente form for arkitekturhistoriske fremstillinger, skal findes. Arkitekturforskningen har fået en ny opgave, som handler om, hvordan de kvalitetskriterier (æstetiske, sociale, tekniske), som engang holdt faget sammen, skal nytolkes i en ændret historisk situation. Indløsningen af denne opgave kan man ikke tegne sig til.

Forskningsmetodiske uklarheder
Den arkitektfaglige forskning har altid bevæget sig i et spændingsfelt mellem kunst, videnskab og den praktiske udøvelse af faget. Dette udgangspunkt har fagområdet delt med andre former for forskning, som knytter sig til et kunstnerisk område. Men fagets kunstneriske dimension har samtidig været en kilde til uklarhed omkring normerne for den forskningsmæssige vidensudvikling inden for faget. Det kunne skyldes, at praktiseringen af arkitektfaget baserer sig på erfaringer og viden, som hentes på tværs af disciplingrænserne mellem en humanistisk-kunstnerisk og en teknisk-naturvidenskabelig sfære med metodisk vidt forskellige videnskabstraditioner.

Uklarhederne omkring arkitekturforskningens metodiske grundlag har dernæst rod i arkitektfagets historie. Det kunne bl.a. illustreres med henvisningen til, at uddannelsen internationalt findes placeret både i tilknytning til de tekniske fag på universiteterne og sammen med de øvrige bildende kunstarter på kunstakademierne.
I den eneste traktat om arkitektfaget, vi har overleveret fra antikken, nemlig Vitruvius' De architectura, beskrives det imidlertid som en forudsætning for udøvelsen af faget, at de relevante kundskaber er baseret på videnskab, på ratiocinatio. Bruddet hermed sker i renaissancen, hvor der indledes en proces, som medfører, at den videnskabelige selvforståelse opgives, og efterhånden placerer arkitektfaget blandt de øvrige visuelle kunstformer. Således også i Danmark, hvor der i 1700-tallet i lighed med Rusland og England etableredes et akademi med en kunstnerisk arkitektuddannelse, mens de byggetekniske discipliner først langt senere blev samlet i ingeniøruddannelsen på Polyteknisk Læreanstalt.

Arkitekturforskning og kunstnerisk udviklingsarbejde
Man har hævdet, at arkitektur som kunstnerisk virksomhed var fælles med videnskaben om en kreativ, udforskende eller opfindende dimension. Betegnelsen for denne side af arkitekturen har været "kunstnerisk udviklingsarbejde", hvis formål er at udvikle nye eller forbedre hidtil gældende normer for udøvelsen af arkitektfaget. Beherskelsen af de fagets særlige kunstneriske arbejdsmetoder har været betragtet som en nødvendig kompetence, hvis man skulle praktisere denne form for udviklingsarbejde. 
Over for dette har stået de standardkrav, som uanset fagområde stilles til metodisk stringens i videnskabeligt forskningsarbejde. Dvs. krav om systematisk fremgangsmåde, teoretisk referenceramme, diskursiv fremstilling og mulighed for efterprøvelse og diskussion.

Begge former for aktivitet - forskning og kunstnerisk udviklingsarbejde - tilsigter udvikling af nye former for viden. Men hvor det kunstneriske udviklingsarbejde ofte vil rumme et markant element af subjektivitet, d‚r forudsætter videnskabelig forskning, at man tilstræber objektivitet, idet resultaterne af forskningen skal indgå i den samlede tilgængelige viden inden for fagområdet.
I forskningen er målet således opnåelsen af ny viden, som kan støtte den fortsatte udvikling af arkitektfaget i alle dets dimensioner. I det kunstneriske udviklingsarbejde er den ideelle målsætning derimod udviklingen af nye kunstneriske formudtryk, som gennem den individuelle oplevelse heraf kommunikerer andre erfaringer og indsigter. 
Både det "kunstneriske udviklingsarbejde" og forskningen er vigtige forudsætninger for den arkitektfaglige praksis. Det må imidlertid præciseres, at kravene til udfoldelsen af disse aktiviteter er principielt forskellige, ligesom deres funktion for faget heller ikke er sammenfaldende.

Arkitektfagets tvetydige position mellem kunst og videnskab indebærer derfor ikke, at der kan være tale om en særegen videnskabelighed i den forskning, som er knyttet til fagområdet. Forskningsresultaterne må leve op til de normer, som kræves opfyldt ved enhver anden forskning.
En specifik forskningsmæssig identitet i arkitekturforskningen kan alene være en følge af anvendelsen af de særlige arbejdsmetoder, som praktiseres i arkitektfaget, og den kunstneriske kompetence, som er indeholdt heri. Eksempelvis visualiseringsmetoder, træningen i at operere i tænkte situationer, evnen til at forbinde rumlige forhold med andre kriterier osv. Anvendt i forskningssammenhænge kan disse kvalifikationer repræsentere et værdifuldt arbejdsmetodisk element.

Evalueringerne af institutionernes forskning
Debatten om det kunstneriske - eller bedre: arkitektoniske - udviklingsarbejde kan siges i Danmark og i øvrigt i Skandinavien at have sløret eller forsinket afklaringen af, hvad der er karakteristik for arkitekturforskningen. Det har skabt problemer ved gennemførelsen af de institutionelle reformer ved arkitektskolerne i Danmark, som skete med indførelsen af en ny stillingsstruktur til afløsning af det forældede professor/assistent system.

Stillingsstrukturen er blevet betegnet som "universitær", fordi den indeholdt skærpede og præciserede krav til forskningen. På skolerne har dette givet anledning til megen debat. Især de ældre lærere følte sig desavouerede på deres faglighed, når de skulle honorere krav, som de ikke mente at kunne imødekomme. Samtidig blev forskningen tillagt en respektabilitet, som de følte ikke inddrog den del af fagets udøvelse, som de identificerede sig med, nemlig 'det kunstneriske udviklingsarbejde'.

Efterhånden er denne disput i nogen grad bragt til ophør, idet det efterhånden bredt anerkendes, at også 'det kunstneriske udviklingsarbejde' selvfølgelig skal kunne "projekteres, beskrives, afrapporteres og vurderes". Opmærksomheden rettes nu mere imod spørgsmål om vurdering af kvalitet og produktivitet, herunder formidlingen, i såvel forskningen som det arkitektoniske udviklingsarbejde.
Citatet stammer fra evalueringsrapporten omhandlende Kunstakademiets Arkitektskole (fra marts 1999), som blev udarbejdet af et panel nedsat af Kulturministeriet. I det hele taget har de evalueringer af institutionernes arbejde, som blev lavet i slutningen af 90erne, bidraget positivt til at fjerne uklarheder og har givet konstruktive forslag til styrkelse af såvel undervisningen som forskningen.
På forskningens område var rapporterne om Kunstakademiets Arkitektskole og Arkitektskolen i Aarhus kritiske. Institutionerne har imidlertid efter lidt ømmen sig taget kritikken til efterretning. På Arkitektskolen i Aarhus er forslagene til forbedringer allerede blevet iværksat, mens Kunstakademiets Arkitektskole endnu er i færd med at implementere anvisningerne. Her kan det kun gå fremad.

Først og fremmest har evalueringerne blotlagt, at en forskningstradition så at sige skulle opbygges fra grunden. Arkitektuddannelsen giver ikke i sig selv forskningskompetencer. De mange resultater, der trods alt foreligger af fagets udviklingsarbejde, har snarere baggrund i arbejdsmetoder, hvor vidensindsamling og integrering af denne viden i projektarbejdet er en udviklet praksis, end i metodiske videnskabelige overvejelser. For arkitekter er forskningskvalifikationer således noget, der først skal tilegnes efter erhvervelsen af de traditionelle faglige kompetencer.

Forskningens udøvere
Af disse årsager er ph.d.-uddannelsen blevet af central betydning for opbygningen af arkitekturforskningen. Det siger også sig selv, at med de nye krav i stillingsstrukturen om dokumenteret forskningskompetence, vil den fremtidige rekruttering af nye lærere til uddannelsen af arkitekter i væsentlig grad ske blandt de færdige ph.d.'ere. De problemer, som dette rejser for uddannelsens indhold, fordi der ligger en risiko for tabet af praksisnære erfaringer og måske mere kunstnerisk betonede kompetencer, skal vi her lade ligge.

Den indledningsvist omtalte KRUVA-rapport fra 1981 om arkitekturforskningen kendte ikke ph.d.-uddannelsen. Vi skal helt frem til 1987, før de første tildelinger af ph.d.-gradens forløber, licentiatgraden, finder sted på Kunstakademiets Arkitektskole og i det følgende år på Arkitektskolen i Aarhus. I 1988 fik arkitektskolerne efter mange års kamp en nutidig stillingsstruktur, hvor et af de erklærede formål var at fremme forskningen. Ph.d.- graden blev indført 1994, og i modsætning til forløberen blev det nu præciseret, at institutionerne skulle tilrettelægge uddannelsesforløb for de indskrevne forskerstuderende, herunder levere forskeruddannelseskurser.

Dette er institutionerne først i dag ved at få hold på. Derfor er etableringen af en ny forskningstradition inden for arkitektfaget fortsat i sine indledende faser. Vi skal først have uddannet forskningens udøvere. Men der er god grund til at forvente, at resultaterne af denne indsats vil blive af central betydning for fagets fremtidige udvikling.



LEDER
UDSTILLING
UDDANNELSE
KVALITET
MILJØ
LANDSKAB
FORSKNING
ANMELDELSER
LINKS
NYHEDSBREV
KOLOFON

OPDATERET D.07-04-2003



Kommentarer og debatindlæg kan sendes til redaktionen@ArkitekturNet.dk
Gengivelse tilladt ved kreditering.

OPDATERET D.07-04-2003