ArkitekturNet - Forsiden


E-COoperation

af Charlotte Bundgaard og Hanne Lehrskov, september 00 

Arkitekter må indgå i nye og dynamiske samarbejdsformer baseret på IT-teknologi og tværfaglighed for at skabe et udvidet videns- og holdningsgrundlag som generator for bæredygtig arkitektur.

Situation
Miljøproblematikken er på den samfundsmæssige dagsorden. Ved indgangen til det 21. århundrede står det globale samfund overfor erkendelsen af, at den fremherskende vestlige brug-og-smid-væk-adfærd ikke er brugbar som forbillede for en fremtidig global miljøkultur. Miljøproblematikken viser sig at være grundlæggende og gennemgribende på alle samfundsmæssige niveauer. Det er ikke en sag, der kan isoleres til en enkel sektor, tværtimod berører den alle forhold i den menneskelige livsførelse på både det lokale, regionale og globale niveau.
Miljøaspektet er som følge af dets væsentlighed et af nøgleordene i det samfundsmæssige paradigmeskifte, som er på vej her ved indgangen til det nye årtusinde. Paradigmeskiftet bærer i sig muligheden for at anskue vor levevis på en ny og anderledes måde, der med udgangspunkt i en sammenkobling af en humanistisk og en teknologisk indfaldsvinkel til problemstillingen kan løse menneskets miljøproblematiske tilstedeværelse på kloden. I krydsningsfeltet mellem det humanistiske og det teknologiske ligger muligheden for at optimere de miljørigtige virkemidler frem mod en effektfuld indsats.

Det er således overflødigt at diskutere om miljøaspektet skal inddrages i arkitekturen. Det, der skal diskuteres, er hvordan arkitekten behandler spørgsmålet, så det får gennemslagskraft. Som et indlæg i denne debat vil vi i det følgende pege på en ny organisatorisk og arbejdsmetodisk retning, som vil kunne danne afsæt for en mere dynamisk og frugtbar håndtering af miljødimensionen i arkitekturen.

Viden og data
Det er karakteristisk, at miljø- og ressourceproblematikken i relation til arkitektfaget først og fremmest rummer store mængder viden og data. Desuden er problemstillingerne komplekse i den forstand, at de ofte indeholder tværfaglige aspekter. Som konsekvens heraf er tendensen, at forskning indenfor miljørelaterede problemstillinger får højere og højere prioritet både nationalt og internationalt, og vidensfeltet er derfor under stadig og voldsom udvikling. Denne videnseksplosion må nødvendigvis resultere i nye måder at anskue og bearbejde problemet. 
Arkitekten kan umuligt selv rumme alle disse informationer, endsige udnytte dem optimalt og operationelt i arbejdet med arkitektur. Billedet af den alvidende arkitekt, der arbejder lokalt med rod i traditionen, med overblik over byggematerialer og konstruktionstyper, med sunde holdninger til menneskelige livsformer, osv. holder ikke længere stik. Arkitekten må i meget højere grad søge relevant viden for hvert enkelt projekt ved løbende i projektfaserne at søge ud, søge information, søge nye redskaber, søge tværfagligt samarbejde. 

UN Studio
De hollandske arkitekter Ben van Berkel og Caroline Bos etablerede i 1998 tegnestuen UN Studio. Deres mål er at skabe en ny type tegnestue, en uafhængig, all-round, bredt baseret praksis. 
De nye elementer, der introduceres af UN Studio, er en ny intern organisation, en udvidelse af kapacitet og viden indenfor især IT, og en ny arbejdsmetode, beskrevet som 'netværkspraksis' (UN står for United Net). 
Igennem etablering af strategiske samarbejder mellem arkitekter og en lang række andre faggrupper, relateret til IT, design og byggeri i bred forstand, er tegnestuen i stand til at dække et udvidet spektrum af arbejdsopgaver. Netværksorganisationen skabes via interne ekspertteams, og betegnelserne antyder spændvidden: Design Team, Management Team, Co-ordination Team og Technology Team, suppleret med know-how fra eksterne organisationer, som UN Studio samarbejder med. Sammensætningen af de forskellige projektteams afhænger af den enkelte opgaves krav til ekspertise og kapacitet. Men fælles for alle opgaver er det, at tegnestuen igennem denne kooperative organiseringstanke er i stand til at spænde over alle led i byggeprocessen.

Netværkspraksis inkluderer miljøarbejdet i arkitekturen
Netværkspraksis som begreb skaber således et alternativ til den klassiske opbygning af arbejdsprocessen med stram fasedeling og klare skel mellem faggrupperne. Med den tværfaglige netværkstanke indføres en langt mere dynamisk arbejdsproces, hvor de involverede faggrupper igennem hele skitseringsforløbet bidrager med viden og indsigt. En sådan samarbejdsstruktur kunne muligvis imødegå nogle af de problemer, vi mener er påtrængende i arbejdet med miljø- og ressourcespørgsmål i arkitekturen. Igennem inddragelse af andre faggrupper tidligt i processen, kunne viden, holdninger og visioner fra både den humanistiske og den teknologiske indfaldsvinkel forenes og implementeres i skitseringsprocessen fra starten og medvirke til mere markante og præcise projekter, hvor miljøaspekterne ikke blot bliver et kvantitativt vedhæng, men i stedet en kvalitativ rygrad. 
Man kan måske sige, at der med netværkstanken etableres en omvendt "renæssance-situation".
I renæssancen mestrede arkitekten et stort vidensfelt og havde indsigt i vigtige spørgsmål fra humanistisk menneskekundskab til naturvidenskabelige aspekter. Det komplekse, dynamiske, mangefacetterede samfund i dag gør det naturligvis hverken muligt eller ønskeligt at samle en sådan 'magt' hos nutidens arkitekt, men etableringen af det tværfaglige netværkssamarbejde kan frembringe et udvidet videns- og holdningsgrundlag for arkitekturen, som forhåbentlig skaber mulighed for mere kvalitetsfulde og vedkommende projekter. 

Miljørigtig projektering ekskluderer arkitekturen i miljøarbejdet
Ved at pege på UN Studios netværkspraksis som en model, der har et potentiale til en ny og helhedsbetragtende vinkel på ressourcesagen - og som derfor bør afprøves - siger vi samtidigt, at vi er kritiske overfor de tendenser, der tegner sig i måden, hvorpå miljø- og ressourceproblematikken håndteres i arkitekturproduktionen generelt. 
I 1998 udkom Håndbog i Miljørigtig Projektering som et redskab til håndtering af miljødimensionen i byggeriet i Danmark. Håndbogen tager grundlæggende fat ved at angive både en arbejdsmetode, en miljøterminologi og en række miljødata for udvalgte byggematerialer. Hensigten er at etablere et fælles grundlag og en fælles procedure for arbejdet med miljømæssige aspekter i en byggesag på tværs af byggeriets parter. 
Men der er afgørende problemer i Håndbogen, som afspejler sig i arbejdsmetoden og dermed også i det byggede. I Håndbogen fremstår arbejdet med ressourcemæssige forhold som noget, der er en tilføjelse til (dvs. ligger på siden af og ikke har samme værdi som) de øvrige parametre i en byggesag. Miljøproblematikken er et element, der apteres den traditionelle arbejdsproces, og som konsekvens heraf reduceres ressourcespørgsmålet tilsvarende til noget, der apteres arkitekturen, frem for at være et grundlæggende og udslagsgivende parameter. Dette problem skærpes yderligere af, at størsteparten af materialet i Håndbogen relaterer sig til projekteringsfasen, hvor de væsentligste arkitektoniske beslutninger som bekendt allerede er truffet. På det overordnede niveau peger alt arbejde med ressourcer ifølge Håndbogen frem mod en direkte målbarhed, mod udregning af en 'miljøscore', der angiver succeskriteriet for byggeriet. Den datamængde, der knytter sig til arbejdet med miljø og ressourcer, reduceres således til at fungere som en kvantitativ målepind, frem for at være et potentiale for selve det arkitektoniske arbejde. Miljøregnskaberne kan ikke være målet i sig selv for arkitekturen. 
Problemet med at håndtere og operationalisere de store mængder data kan imødegås igennem stadig udvikling af IT som designredskab. Computeren kan ikke alene håndtere og systematisere det voksende volumen af information og data - den kan også beregne, simulere og optimere. Ved hjælp af IT kan datamængden således ydermere blive et aktivt grundlag for udviklingen af arkitektoniske strategier. 

Bæredygtig arkitekturpraksis i fremtiden
Netværksmodellen, som UN Studio introducerer, peger frem i mod væsentlige opblødninger i såvel organisationsformer som arbejdsmetoder. Tværfagligheden, ophævelsen af de traditionelle fasedelinger, globaliseringen, fokuseringen på IT som et centralt redskab, og ikke mindst dynamikken i sammensætningen af teams, er alt sammen elementer, som kunne generere et langt stærkere, mere kompetent og dynamisk arbejde med den komplekse miljøproblematik i relation til arkitektur. 

Referencer:
Ben van Berkel og Caroline Bos: Move 3. Effects - radiant synthetic, UN Studio & Goose Press, Amsterdam, 1999.
Håndbog i Miljørigtig projektering, BPS publikation 121, Taastrup, 1998 

Illustrationer fra:
Ben van Berkel og Caroline Bos: Move 3. Effects - radiant synthetic, UN Studio & Goose Press, Amsterdam, 1999.
Ida Engholm og Anders Michelsen: Designmaskinen - design af den moderne verden, Gyldendal, København, 1999.
Gerhard Schmitt: Information Architecture - basis and future of CAAD, Birkhaûser, Basel, 1999.




LEDER
UDSTILLING
UDDANNELSE
KVALITET
MILJØ
LANDSKAB
FORSKNING
ANMELDELSER
LINKS
NYHEDSBREV
KOLOFON

OPDATERET D.07-04-2003



Kommentarer og debatindlæg kan sendes til redaktionen@ArkitekturNet.dk
Gengivelse tilladt ved kreditering.

OPDATERET D.07-04-2003