ArkitekturNet - Forsiden

BYER, BOLIGER, BÆREDYGTIGHED

  "FÆLLESKAB OG INDIVIDUALISME"   "BYPOLITIKKEN OG ARKITEKTUREN"  
  "CHANGED PERCEPTIONS"   "VAR DET NU DEN UDSTILLING ..."  
  "MELLAN MÄSSA OCH VARDAG"   "2. REVIDEREDE UDGAVE"  
  "Bo01 FORLØB"   "BOASE"  

BYPOLITIKKEN OG ARKITEKTUREN - tanker efter Bo01
af Henning Thomsen, oktober 01

Det er svært at tro på, at man kan skabe bæredygtige byer på en tom grund uden at tage de bypolitiske instrumenter og problemstillinger med.

Bypolitikken
Bypolitikken er en bred sag. Og det er på en gang dens styrke og svaghed. 
Styrken er, at bypolitikken tager fat om nældens rod i forhold til det politisk-administratives rolle og karakter i forhold til den byudvikling, der har fundet sted i det 20. århundredes anden halvdel. Svagheden indtil videre er, at vi endnu ikke har lært at tænke i helt så komplekse sammenhænge, som udviklingen mere og mere tvinger os til. Bypolitikkens svaghed er derfor også, vil jeg hævde, af forbigående karakter mens styrken er blivende.
Særkendet ved bypolitikken er, som cand. polit Bent Madsen siger det, "at [også] den går på tværs af [de] traditionelle politikområder for med udgangspunkt i et bestemt geografisk område - det nødlidende boligkvarter - at koordinere og sammentænke den offentlige indsats og gøre det i samspil med private kræfter i området." 1
En lidt bredere definition af bypolitikken giver cand.scient.pol. Jørgen Nue Møller, når han siger, at "bypolitik er det overordnede udtryk for de policies ("politikker"), som samfundet anvender for at gribe korrigerende ind i den udvikling i det byggede miljø, som skabes af markedernes - boligmarkedet, ejendomsmarkedet, byggemarkedet m.v. - og civilsamfundets udvikling og adfærd, fra demografi til trafik." 2
Det betyder naturligvis noget for de involverede aktører, deres selvforståelse og ageren i det hele taget, at et sådant paradigme skift i synsvinklen på den hypermoderne verdens problemer gør sig gældende med tiltagende kraft. Og som cand. mag., Jonas Møller udtrykker det: "Der er på alle niveauer tale om en voksende erkendelse af, at det er samspillet mellem en lang række kræfter, der skaber den faktiske udvikling. Nogle af aktørerne er mere synlige end andre - og deres indbyrdes vægt ændres til stadighed. Nye opgaver kræver nye organisationsformer." 3

Arkitekturen
Arkitektur og planlægning må som instrumenter i byudvikling og by(om)dannelse også befatte sig på, at 'nye opgaver kræver nye organisationsformer'. Hvor man i en traditionel 'kvasi-mekanistisk' forstand har set arkitektur som formgivningsinstrument og planlægning som organiseringsinstrument, hvor den sidste på sin vis beskæftigede sig med at skabe plads til den første, så må fremtidens faglige selvforståelse blive, at formgivning og organisering i langt højere grad ses som sider af samme sag. En sag, der, i parentes bemærket, ikke alene har æstetikken som sit hovedsigte.
Og mere vigtigt end det vil være, at arkitekter og planlæggere fremover tager den fagligt multi-kulturelle virkelighed alvorligt nok til at se, at den traditionelle "mini-solkonge" tilgang til arkitektur og planlægning, der stadig sidder dybt i os (og som vi ikke får rystet af os så længe vi kun uddanner os via individuelt baserede projekter frem for samarbejdsbaserede f.eks.), ikke holder i det, der kan kaldes for netværkssamfundet. 4

Bo01 
Når de svenske arrangører af Bo01 i Malmø vælger, at kalde udstillingen for 'Framtidsstaden' så indbyder det til, at man tager de bypolitiske briller på når man besøger udstillingen.
Og i det lys er udstillingen en skuffelse. En ting er, at det er svært at bedømme, hvornår og hvordan hele området vil (kunne) komme til at vokse sammen med selve byen Malmø. For netop det er den klare forudsætning for en hvilken som helst form for bymæssig bæredygtighed. Her er der dog stadig meget håb at hente i de planer, den danske tegnestue Juul & Frost har skabt for udbygningen af den såkaldte Universitetsholmen - området der nu adskiller byen fra byggeudstillingen.
Men i selve byggeudstillingens overordnede plan, savnes der på mange fronter reelle og kvalificerede byrum. Havnefronten er det ene formildende element i denne sammenhæng (skabt af den danske landskabsarkitekt Jeppe Aagaard Andersen). Men allerede arealet mellem Aagaard Andersens trætrapper og husene ud mod havnefronten falder sammen i ingenting. Der savnes i langt de fleste af eksemplerne en formidling af overgangen mellem landskab/underlag og bygning og en artikulering af rummene umiddelbart foran bygningerne. Netop en stærkere behandling af disse elementer kunne, i lykkeligste fald, have ført til, at den bevidste forskydning af de enkelte bygninger og de derved opståede krogede gadeforløb havde fundet sammen i en fælles rumlighed. Men det sker aldrig, og i stedet kommer arkitekturen og byplanen til at eksistere i hver deres eget selvbærende univers, der langtfra fungerer i sammenhæng.
Ser man på de enkelte bygninger efterlades man med det klare indtryk, at den 'forcerede' forskellighed, der findes i mange af husenes ydre, næppe vil blive afspejlet i bydelens kommende beboere. Det er dyre hjem, der er blevet skabt. Hjem hvor 'framtidsstaden' primært udtrykkes ved et stort anlagt indkøb af Thomson bredformat TV og Hifi udstyr. Betegnende nok har en lang række af lejlighederne med største naturlighed fundet plads til jacuzzi, mens der i de fleste af dem ikke findes regulere og generelle rum til f.eks. børnene. Især kendetegner det lejlighederne ud mod havnefronten. Børnefamilierne må tilsyneladende søge tilbage i anden række. 
Det er i det hele taget kendetegnende for området, dets bygninger og især have- eller gårdrummene i forbindelse med bygningerne, at de er skabt til at se på langt mere end til at være i. De små haver der er blevet plads til i gårdene mellem bygningerne er overfyldte med landskabelige intentioner, det ville have krævet flere hektar at få til at spille virkeligt sammen. Resultatet bliver en sammenkogt 'pænhed' hvor man konstant forledes til at søge efter skiltene, der siger "Haven må ikke betrædes". Det er arkitektur for øjnene og ikke for hverken kroppene eller livet.

Bypolitikken og arkitekturen 
Bo01 er betegnende for den fase arkitekturen befinder sig i, i forhold til byudvikling og by(om)dannelse. For i virkeligheden er 'framtidsstaden' som den fremtræder i Malmø nærmest tilbageskuende og til tider reaktionært elitær og underligt 'pænhedssøgende'. Den hypermoderne by vi er på vej i mod kan ikke nøjes med arkitekturen som det sidste 'pæne', der føjes oven på infrastrukturen og ind mellem husene. Det er en traumatiseret og fikseret by, der kun kan finde på at være pæn og helt glemmer, at den gode by kræver plads til både de tilpassede og de, der er knap så tilpassede og måske lægger knap så stor vægt på det pæne, men mere har brug for det gode - den sociale by, med plads til mange og mangfoldige aktiviteter. Pænheden lægger en væmmelig dæmper på forskelligheden - den forskellighed der er så rigeligt til stede i facaderne og i nogle af de landskabelige rum på byggeudstillingen - men det ender med at være et billede af forskellighed mere end en invitation til menneskelig forskellighed.
Det er her jeg ser de største problemer ved Bo01 og ved de arkitektoniske takter, der er sat i værk i den nye bydel i Västra Hamnen i Malmø.

"Den gode by"
Byer er komplekse størrelser. Ingen tvivl om det. Og ambitionen om at man på en tom grund kan skabe bæredygtige - i bred forstand - byer og bydele, uden også at tage hele det bypolitiske spektrum af instrumenter og problemstillinger med, er svær at tro på. Samtidig er arkitekturen og byplanlægningen fortsat væsentlige instrumenter i enhver byudvikling og by(om)dannelse. Men det kræver, at vi lægger det 'pæne' bag os - det slår ikke til kun at have det for øje - og i stedet igen begynder at diskutere og formidle tanker om det, der i mangel af bedre kan kaldes 'den gode by'. Den gode by er netop den by, der evner at gå på tværs af traditionelle 'mekanistiske' opdelinger, for herved at skabe effektive og bæredygtige forhold for såvel mennesker som udviklingen. Folk skal ikke kun have noget pænt at se på, men skal også have noget at lave, noget at leve af, og noget at bygge videre på.
Men om end starten har været præget at en let forceret 'pænhed', kan den nye bydel på havnen i Malmø måske stadig nå at blive en god by - for færdig er den jo ikke.


Kilder:
1 Bypolitik - Den sociale opdeling af boligmarkedet, Byforum Publikationer #2, forfatter Bent Madsen, Byforum september 2001, p. 23
2 Byudvikling - Hvem bestemmer byens udvikling?, Byforum Publikationer #3, forfattere Jonas Møller & Jørgen Nue Møller, Byforum september 2001, p. 24
3 Ibid., p. 9
4 Der findes mange ord for den periode, vi befinder os i, men sociologen og byplanlæggeren Manuel Castells betegnelse 'netværkssamfundet' fra hans store 3-binds værk The Information Age: Economy, Society and Culture (bd. 1 udkom første gang i 1996) er stadig et af de mest rammende (og billedskabende). Se endvidere denne forfatters artikel Arkitektur-Integration, trykt i Arkitekten #7, 2001.

Illustrationer:  Henning Thomsen

LEDER
UDSTILLING
UDDANNELSE
KVALITET
MILJØ
LANDSKAB
FORSKNING
ANMELDELSER
LINKS
NYHEDSBREV
KOLOFON

OPDATERET D.08-10-2001



Kommentarer og debatindlæg kan sendes til redaktionen@ArkitekturNet.dk
Gengivelse tilladt ved kreditering.

TOP

OPDATERET D.08-10-2001