ArkitekturNet - Forsiden

MILLENNIUM PROJEKTER

| "THE MILLENNIUM DOME" |  "ARKITEKTURSTAFETTEN" |


HAVNE-DEBATTEN

|  "ARV OG VISION" | "EN VISIONÆR PRAGMATISME" |

EN VISIONÆR PRAGMATISME
af Thomas Leerberg, december
00

Udenlandske arkitekter har introduceret en ny pragmatisk metode til byudvikling i Danmark. Metoden tager udgangspunkt i, at byudvikling er dynamisk og inddrager en lang række aktører både i dag og i fremtiden. 

Fig. 1

Byer verden over kendetegnes i dag af forandring. En forandring, der ikke blot har stor indflydelse på byernes udseende og måde at fungere på, men også på den måde vi betragter og bearbejder byerne. Uforudsigelige udviklingsretninger, ændrede samfundsmæssige behov og konstant skiftende urbane funktioner har i dag skabt så komplekse urbane miljøer, at vi ikke længere kan planlægge byerne med forventning om, at byerne følger planerne.

Denne manglende indfrielse af stillede forventninger problematiserer meget præcist de erkendelsesmæssige metoder, arkitektfaget hidtil har benyttet i planlægningen af byen. Metoder der forudsætter, at byen er et stabilt terræn med permanente funktioner og en forudsigelig fremadskridende udvikling. Man kan berettiget spørge, om disse metoder stadig kan løse byens komplekse problemstillinger. Hvis det ikke er tilfældet, er den 'urbane krise' mere vidtrækkende end blot en krise i byen som en sammenstilling af fysiske objekter og mentale rum - så findes krisen også i selve de metoder, arkitekterne anvender for at planlægge byen.

En ny pragmatisk metode
Et alternativ til den traditionelle planlægningsmetode er den pragmatiske metode, der i det forløbne år er blevet anvendt i forslagene til havneprojekter i København og Århus, af arkitekter som Adrian Geuze, Sjoerd Soetters og Raoul Bunschoten. Projekter, der bl.a. er blevet anmeldt og illustreret af Jens Kvorning i november-nummeret af ArkitekturNet, under titlen "Arv og Vision".

Fig. 2Baggrunden for den pragmatiske metode er en tilgang, der accepterer, at planlægning grundlæggende forholder sig til en foranderlig fremtid, vi hverken kan foregribe eller stille faste forventninger til. Metoden er således pragmatisk, fordi den opererer på de vilkår virkeligheden præsenterer arkitekten for, og ikke fordi den går på kompromis med eventuelle idealiserede visioner. Selve metoden er da heller ikke udtryk for en specifik ideologi og kan derfor ikke betegnes som en særlig hollandsk stil. Den bør snarere ses som en arbejdsmetode eller arbejdsproces med generel anvendelighed.

Fig. 3Den pragmatiske metode benytter i vid udstrækning diagnosen, strategien og modellen som redskab i en rækkefølge, der ligger tæt op af en mulig arkitektonisk praksis. Diagnosen forsøger at beskrive eksisterende forhold gennem indsamling af data, som gøres operationelle med relation til byens foranderlige dynamiske karakter. Strategien opererer ofte med et mindre antal parametre og kondenserer således diagnosens mangfoldighed af data til et katalog af temaer. Strategien er på denne måde projekternes kernemateriale og er oftest repræsenteret ved hjælp af tekstlige beskrivelser eller avancerede diagrammer. Som arkitektoniske medier kan de beskrive en hel række paradoksale kendsgerninger, det sjældent er muligt at udtrykke med traditionelle virkemidler. Modellen er det redskab, hvorigennem diagnosen og strategien formidles via en aktualisering, der f.eks. forholder sig til forandringen af Århus og Københavns havn. Modellen er således kun én blandt mange muligheder, der udtrykker den bagvedliggende strategi vel vidende, at det ikke er det endelige og ultimative svar på det enkelte byområdes problemer, men blot et forslag til en forandring, som selv er under konstant forandring. Derfor er det også klogt ikke at tage de præsenterede projekter for mere, end hvad de er - nemlig muligheder. I stedet må man søge den bagvedliggende strategi i forslagene. For det er her forslagenes egentlige ressourcer findes.

En dansk anvendelse?
Der behøver ikke at være en modsætning mellem en pragmatisk og en visionær arkitektur. Anvender man den nye form for pragmatisme, som er beskrevet ovenfor, etableres et meget dynamisk krydsningsfelt mellem de to begreber. Et krydsningsfelt, som ikke blot producerer interessante projekter, men ligeledes producerer meget brugbare projekter, der er velegnede til at kvalificere de beslutninger, byer i dag er stillet overfor.

Med forslagene til havneprojekterne i København - og ikke at forglemme Århus, er sådanne pragmatiske løsninger i det forgangne år blevet præsenteret for første gang på dansk grund.

Adrian Geuzes strategi for udviklingen af området i Frihavnen er ikke en statisk idealisering, men snarere en dynamisk rettesnor i flere dimensioner som 'lokale' danske arkitekter kan forholde sig til og bygge videre på - et forhold Geuze selv fastslog som afgørende for forslagets succes. Det egentlige indhold i forslaget er derfor den bagvedliggende strategi og ikke det øjebliksbillede, der blev udstillet på Holmen. Det vil helt sikkert forandre sig og få sin helt egen karakter.

Sjoerd Soetters forslag til Sydhavnsområdet er i nogen grad mere detaljeret og mindre åbent end Geuzes. Forslaget opstiller en række 'spilleregler', som detaljeret rummer angivelser af de bygningsformer og arkitektoniske udtryk, der som rammer skal fortolkes og realiseres i forhold til en konkret dansk praksis.

Fig. 4Raoul Bunschotens forslag til de bynære kystarealer i Århus er mere radikalt end Geuzes og Soetters forslag til København. Bunschoten indleder med at stille en diagnose på Århus som en opremsning af, hvilke ressourcer og problemstillinger der har haft og fremover skal have indflydelse på udviklingen af havneområdet. Denne mangfoldighed af 'cut and paste'-referencer kondenseres til en række temaer, der hver især beskriver en del af Bunschotens strategi for Århus havn. Temaere dækker konflikt, urbane prototyper, horisont, linier og landemærker, identifikation, jord, flow, sammenhæng og omdannelsesdynamoer. Det udstillede forslag er således en model, der gennem at tildele temaerne en lokalitet i byen føres tilbage til den virkelighed, Bunschoten indledningsvis stillede diagnosen ud fra.

Om disse tre forslag til bearbejdning af havnearealerne i København og Århus kan man sige, at mens traditionelle arkitekter ofte bevæger sig 'ind på byens område' med forhåbningen om, at det er et stabilt og forudsigeligt terræn - en forhåbning, der kun sjældent kan tilfredsstilles - bevæger Geuze, Soetters og Bunschoten sig ind på byen vel vidende, at andre arkitekter i fremtiden vil bygge videre på de rammer, de opstiller, og at det kræver mod til konstant at diskutere disse rammer og strategier i årerne fremover.
TOP


Det er muligt at se de præmierede forslag fra Konkurrencen om de Bynære Havnearealer i Århus, samt følge debatten på Århus Kommunes website.

Fig.1: Bunschotens forslag i sin fulde udstrækning
Fig.2: De røde bogstaver langs interventionslinien refererer til en serie diagrammer. De varierende størrelser refererer til punktets vigtighed.
Fig.3: Diagram for punktet J, hvoraf det bl.a. fremgår hvem aktørerne i det videre arbejde er.
Fig.4: Bogstaverne H og I langs interventionslinien.

Artiklen er baseret på forskningsprojektet 'Den Nordamerikanske Forstad', der var en del af velfærdsforskningsprojektet 'Byfornyelse i forstaden', Arkitektskolen i Aarhus.

LEDER
UDSTILLING
UDDANNELSE
KVALITET
MILJØ
LANDSKAB
FORSKNING
ANMELDELSER
LINKS
NYHEDSBREV
KOLOFON

OPDATERET D.03-12-2000



Kommentarer og debatindlæg kan sendes til redaktionen@ArkitekturNet.dk
Gengivelse tilladt ved kreditering.

TOP

OPDATERET D.03-12-2000