ArkitekturNet - Forsiden


"I cannot be controversial - I have to be in line"!

af Vibeke Grupe Larsen, oktober 00

Citatet er af en amerikansk arkitekt, som ikke ønskede at deltage i politisk arbejde, fordi det kunne skade hans mulighed for at få jobs. Citatet blev bragt frem på det sjette seminar i den netop afholdte kongres "Public Policy and the Practice of Architecture" i København. Citatet demonstrerer med al uønskelig tydelighed arkitektens paradoks i den amerikanske såvel som den danske virkelighed.

En solrig lørdag formiddag i september 2000 samledes amerikanske og danske arkitekter i de glitrende reflekser i centralrummet i Den Sorte Diamant, for straks at begive sig ind i en kunstigt belyst Dronningesal og give sig i kast med en længere diskussion af "Design Diplomacy: Expanding the Agenda for Architects in Politics and Government". I sig selv en aktuel og påtrængende diskussion i dagens Danmark, hvor man i Københavns Kommune endelig har indset det paradoksale i at forsøge at lade rigets hovedstad fungere uden en stadsarkitekt, alt imens adskillige af landets kommuner samtidig kun har ringe repræsentation af arkitekter i ledende stillinger, der kunne fremme den almene arkitektoniske kvalitet, også uden for København. Og, skulle det vise sig, en lige så central diskussion i forhold til den amerikanske virkelighed for arkitekter.


Architectural Behaviour

Dagen bød på tre indlægsholdere, Ronald Skaggs, præsident for AIA, Sven Felding, nytiltrådt rektor for Kunstakademiets Arkitektskole, samt Lars Juel Thiis Knudsen fra tegnestuen CUBO. Alle tre fremhævede de arkitektens forudsætninger og evner for som helhedstænker at indgå kvalificeret i den politiske debat, men de havde tre forskellige vinklinger.

Skaggs påpegede selvkritisk på USA's vegne et generelt lavt arkitektonisk niveau, hvor den kompromissøgende arkitekt i sin hang til konsensus etablerer en orden, hvor shopping malls bliver det demokratiske arkitekturudtryk på godt, men især på ondt, som værende et væsentligt problem. Skaggs påpegede herefter, at det er væsentligt, at arkitekten lytter og ikke er arrogant, men også at det er lige så væsentligt, at arkitekten skoles politisk for, at den arkitektoniske kvalitet højnes.

Sven Felding fremdrog et skønmaleri af den danske arkitekts sociale bevidsthed, arbejdsmetode og kvalifikationer for politisk indflydelse, eksemplificeret ved Brumleby, et smukt, godt, relevant og rigtigt eksempel, som imidlertid er uaktuelt for den øjeblikkelige diskussion alene af den årsag, at Brumleby er bygget i 1853-72 og dermed ikke giver noget indtryk af den øjeblikkelige situation, der er alt andet end rosenrød.

Denne tog Lars Juel Thiis Knudsen fat på i sin kritiske gennemgang, der netop fremdrog den manglende stadsarkitekt i København som et centralt eksempel på, at arkitekturens tarv er tilsidesat i Danmark. Endvidere påpegede Lars Juel Thiis Knudsen, at endskønt dansk boligarkitektur havde sin storhedstid i 40'erne og 50'erne, hvor godt boligbyggeri opstod i en integreret demokratisk proces, så har danske arkitekter i dag et imageproblem, der udtrykker sig i mainstream arkitektur, billedrig, men uden indhold, som et "Fashion Show of Architectural Behavior", som Lars Juel Thiis Knudsen benævnte den sydlige del af Københavns Havn.


Demokratiets begrænsning

Herefter udspillede der sig en lang diskussion i panel og sal, der eksponerede væsentlige, men også tankevækkende kulturelle forskelle.

Central og provokerende i diskussionen var især debatten omkring demokratiets begrænsende indflydelse på den danske arkitekt, der fungerer uden beskyttet titel i en verden, hvor alle har en mening om arkitektens produkt. Fra amerikansk side blev det fremført, at den demokratisering, der pågår i USA, betyder så stor kompromissøgen i den arkitektoniske formgivningsproces, at resultatet bliver ligegyldigt. På baggrund af den diskussion rejste sig følgende spørgsmål: Er det overhovedet muligt for et demokratisk samfund at etablere en stærk designpolitik? 

For ikke at gå totalt i selvsving, må en sådan diskussion selvsagt styres der hen, at man giver sig til at drøfte, hvad der er at gøre for at afhjælpe den uacceptable situation. Ronald Skaggs nævnte i den forbindelse tre indsatsområder, som AIA handler ud fra, for at dygtiggøre og synliggøre den amerikanske arkitekt og fremme forudsætningerne for indflydelse via tilbud om uddannelse og efteruddannelse: Leadership - Professional training - Advocacy.

Svend Felding påpegede herefter hvorledes "den rigtige og gode arkitekt" bør bruge sin dygtighed som politisk argument dels ved det gode eksempels magt, dels ved at arkitekternes forening udtaler sig og kommenterer ministerielle initiativer og institutioner og dels ved at Akademiet rådgiver regeringen.


"If you want power, you must have something to say"

Er man en smule ond i sulet på disse to indlæg, kan man føle trang til at kalde dem for udtryk for repressiv tolerance og ønske sig anderledes karske boller på suppen, for at det virkelig kommer til at rykke med den arkitektoniske kvalitet i Danmark. 

Byggeri med arkitektonisk bearbejdning sprøjter op af jorden i øjeblikket, i Danmark især udtrykt gennem æstetiserende, svævende glaskasser, der i mange tilfælde læner sig (lidt for meget) op ad de udenlandske referencer. 40'erne og 50'erne var den danske "guldalder" i moderne tid, hvor der blev produceret arkitektur med noget på hjerte, i modsætning til i dag, hvor den politiske dialog med brugeren er fraværende. Det er i bund og grund væsentligt for den arkitektoniske kvalitet, at arkitekter bliver bedre til at kommunikere og argumentere dén humanistiske dimension igennem i byggeriet, som fundamentalt bør være vort varemærke og påvirke formgivningen, så den ikke drukner i demokratiserende, konsensussøgende og ligegyldig arkitektur. "If you want power, you must have something to say", udtrykte Lars Juel Thiis Knudsen, som en opfordring til danske og amerikanske arkitekter at synliggøre sig og have noget på hjerte med arkitekturen. 


Rigtige Arkitekter

Et andet område, hvor det kunne betale sig at øve en indsats er i debatten om, hvem der er "rigtige arkitekter". En gentagen schlager i den danske arkitektverden er sangen om, at ud af den samlede arkitektstand i Danmark (ca. 5000) arbejder kun ca. 1500 med arkitektonisk formgivning i ordets traditionelle forstand, enten som arbejdsgivere eller arbejdstagere på private tegnestuer. Alligevel hersker der romantiske forestillinger (i og uden for faget) om, at den "rigtige arkitekt" pr. definition er en af disse 1500 - uanset at en meget større del af arkitektstanden uden for de traditionelle arbejdsområder arbejder med det, som i dagens Danmark må betragtes som fagets kerneområde - problemknusning (i byggeriet). Det er på tide at fagets parter analyserer selvforståelsen og indser, at kun ved systematisk at udrydde de interne fordomme om hvem der tegner dansk arkitektur, kan vi blive bedre og mere troværdige i vores kommunikation af den arkitektoniske kvalitet ud til en større kreds. I dag tegnes byggerier ikke af enkeltpersoner, men opstår i komplekse konsortieagtige sammenhænge, hvor alle er væsentlige for, at projekterne gennemføres. 

Det er således væsentligt og relevant, at diskussionen om arkitekters rolle i politik tages op, som den blev under denne konference i den Sorte Diamant, og det viste sig med de mange indlæg, at der er nok at inspirerende meninger om emnet. Blot kan det ærgre, at det ikke er den danske stand selv, der har taget initiativ til en sådan debat, som nok kan skønnes nødvendig i et lille land som Danmark, hvor alle kender alle og arkitektstanden som sådan nok vil kunne have udbytte af at få bragt standens vilkår, internt og eksternt, til debat..........
 



LEDER
UDSTILLING
UDDANNELSE
KVALITET
MILJØ
LANDSKAB
FORSKNING
ANMELDELSER
LINKS
NYHEDSBREV
KOLOFON

OPDATERET D.15-11-2000



Kommentarer og debatindlæg kan sendes til redaktionen@ArkitekturNet.dk
Gengivelse tilladt ved kreditering.

TOP

OPDATERET D.15-11-2000