ArkitekturNet - Forsiden


ARKITEKTEN SOM DIPLOMAT OG POLITIKER
af Jesper Ravn, oktober 00

I 1998 blev Richard Swett udnævnt til ambassadør i Danmark af Bill Clinton. Ambassadøren har en bachelor-grad i arkitektur fra Yale University, og arbejdede sine første arbejdsår med projekteringsarbejde hos arkitekterne Skidmore, Owings and Merril i San Francisco. I en ung alder begyndte han i samarbejde med sin far, der drev en entreprenørvirksomhed, at bygge boliger, små kraftværker, energi- og miljøinstallationer samt at lave energispareanalyser for virksomheder og meget andet. Hans arbejdsfelt gled gradvis over i entreprenørarbejde, developerarbejde, forretningsudvikling og projektledelse. I 1990 blev han valgt til repræsentanternes Hus for New Hampshire og en politisk karriere tegnet. 
I begyndelsen af september var Richard Swett arrangør af en konference, der havde til formål at belyse, de muligheder arkitekter har for at bruge deres uddannelsesmæssige og erfaringsmæssige baggrund i den offentlige politiske og planlægningsmæssige beslutningsproces. Jesper Ravn fra ArkitekturNet mødte ham inden konferencen på den amerikanske ambassade på Østerbro i København.

Der er to oplagte grunde til, at De er interessant for læsere af et arkitekturtidsskrift. Den ene er konferencen Design Diplomacy, hvor De står som vært. Den anden grund er den usædvanlige, at De både er arkitekt, ambassadør og tidligere kongresmedlem. Unægteligt tre meget forskellige karriereretninger. Har Deres baggrund som arkitekt kunnet gavne Dem uden for arkitektfaget? 

Arkitekter er efter min mening bedre uddannet end nogen anden faggruppe til at styre de processer i det offentlige liv, hvor der skal udvikles ideer eller lægges planer. For eksempel har jeg afprøvet den traditionelle skitseringsteknik i det lovgivende arbejde i Kongressen:
Jeg deltog i udformningen af et lovforslag inden for offentlig transport, som om det var en skitseringsproces: Vi samlede en række folk med forstand på emnet, drøftede deres synspunkter, opstillede et program, skitserede en række udkast osv. Først sent kom juristerne ind, som tekniske tegnere om man vil, men ikke som formgivere. Deres opgave var at tilrette skitsen, så den fik form af et juridisk dokument. Siden blev det godkendt i alle instanser. Mange mennesker blev spurgt, mange havde indflydelse, mange følte noget for lovforslaget, som derfor ikke mødte så stor politisk modstand. Desværre tog processen 3 1/2 år... 

Arkitekter er berygtede for at overskride budgetter og tidsplaner, men det skyldes jo evnen til at optage nye og bedre ideer - hele tiden at ændre det oprindelige for at forbedre det. En lov skulle jo gerne fungere godt i mange år, lige som et hus skal stå i mange år, så i lovgivningsarbejdet er det helt berettiget. 

Arkitekter er modsat jurister og økonomer uddannet i at tænke langsigtet. Arkitekter skal altid tilpasse sig en sammenhæng, de kan ikke forvente, at en bygning kan plumpe ned i et eksisterende miljø og fungere uden videre i årtier. Og hvis de fejler, er det jo så åbenlyst! Det langsigtede perspektiv, som arkitekter er uddannet i at anlægge, er der kun få, der ser i kongressen.

Mange kongresmedlemmer er jurister, og arbejder på at forme lovforslagene på baggrund af konkrete forhold - af præcedens - altså som om de tilskærer en lap til et hul. Så fører de deres ide igennem det parlamentariske maskineri, ganske som den er, til den enten står eller falder ved afstemningen.


Det politiske miljø i USA, med topartisystemet, hvor et parti enten vinder eller taber, og vinderen tager alt, er utrolig brutalt. Min personlige ambition i det politiske arbejde har været at finde en helt tredje vej til problemløsning: Samarbejdet frem for konfrontationen. Jeg har altid haft det ønske at sætte debatten ind i en større sammenhæng og undgå den politiske tvekamp. Som arkitekt har jeg været rustet til at kunne bearbejde mine ideer uden at synes, at jeg dermed led et personligt nederlag.

De har i Deres hidtidige karriere bevæget Dem langt fra arkitektfagets kerneområde. En nylig undersøgelse blandt danske arkitekter viste, at de fleste ønskede at arbejde på tegnestuer, at kun de færreste overhovedet kunne overveje at gøre som De - at søge arbejde uden for fagets allersnævreste centrum. 

Sådan skal det jo være. Kerneområdet er det vigtigste, i hvert fald i begyndelsen. Men i denne verden som politiseres mere og mere, hvor arkitektur påvirkes af alle mulige andre ting, er selve formgivningsprocessen kun en ubetydelig del af god arkitekturs tilblivelse. Vil man skabe god arkitektur, må man ikke glemme at påvirke de beslutningsprocesser, som ligger bag. Alle deltagere i arkitektarbejdet er vigtige, og her mener jeg ikke bare alle i rådgivergruppen, altså projekterende, projektledere, og byggeledere, men også de som gør et politisk arbejde for at gøre det muligt at skabe værker som f.eks. Frank Gehrys Guggenheim museum i Bilbao. Forestil Dem, hvad det har krævet! 

I 1996 blev der blandt amerikanske arkitekter foretaget en lignende undersøgelse, som den De nævner, den såkaldte Boyer-report. Man spurgte arkitekter, hvor de mente arkitekters egentlige arbejdsfelt lå, og det kunne sammenfattes til blot fem steder: På tegnestuer, osv. Men spurgte man, hvor arkitekters uddannelsesbaggrund og erfaring som problemløsere kunne gøre gavn fremkom 102 forskellige forslag. Det var altså arkitekterne selv, der var iderige, når de blev spurgt om, hvor deres evner kunne bruges, men snævertsynede når de pegede på, hvor de gerne ville arbejde. Disse 102 områder burde arkitekterne favne, ikke vrænge ad, men faget har været for snævert defineret og for indskrænket i sin opfattelse af, hvor det kunne gavne verden. Jo snævrere faget definerer sig selv, des ringere gennemslagskraft har det. Og faget har virkelig indskrænket sit fokus og set sig selv i en stadig mindre sammenhæng i de seneste årtier.

Deres karriere har været præget af meget store faglige spring, fra arkitektur til politik og siden diplomati. Er Deres arbejde i dag istand til at tilfredsstille Deres arkitektoniske ambitioner?

Ja, for så vidt angår muligheden for at anvende arkitektens arbejdsmetode og skitseringsteknik. Var jeg blevet i det udøvende arkitektfag, havde jeg såmænd nok kunnet tegne udmærkede ting den dag i dag. Men min store glæde har alle dage været at samarbejde med mennesker, gribe de bedste ideer og fremme dem, og jeg har haft en langt større mulighed for at opfylde denne ambition uden for tegnestueområdet. Jeg har udvidet og omdefineret mit arkitektbegreb og forsøgt at anvende det inden for områder, hvor begrebet skitsering ellers ikke kendes. Jeg mener faktisk ikke, jeg har foretaget nogen særlige karrierespring. Mit karriereforløb har været ganske sammenhængende - og i øvrigt kan man jo ikke nå det hele!

Egentlig har mit liv udviklet sig mere sammenhængende end det umiddelbart synes. Det har hele tiden været de menneskelige forhold, der har interesseret mig mest og at benytte problemløsningen som arbejdsmetode. Egentlig er jeg jo arkitekt, men tænker ikke på mig selv som sådan, men som problemløser. I bred forstand er mit mål at forbedre de forhold, som præger menneskers dagligdag og det offentlige liv. 

Ambassadør og arkitekt - begge meget klare faglige profiler, men sjældent på den samme person. En arkitekt ved vi alle hvad er, og efter gængs opfattelse er en ambassadør en midaldrende, gråsprængt aristokrattype. Så kommer De - bredt omtalt i pressen - og fører med denne konference et åbenlyst personligt emne til torvs. Er De arkitekten Richard Swett, eller den amerikanske ambassadør, når de går på talerstolen og åbner konferencen Design Diplomacy?

Jeg ved ikke, hvad en ambassadør bør lave, og hvordan han skal se ud, jeg har jo aldrig været ambassadør før. Så jeg er vel bare mig selv. Det er nok en typisk amerikansk måde at gøre tingene på. Efter hvad jeg har set, er amerikanere meget udfarende, og på godt og ondt rede til at sætte noget på spil og skubbe ting i gang. Men konferencen er i hvert fald afgjort min måde at drive diplomati på. 

Denne konference arrangeres af mig og af den amerikanske ambassade som ét af mange tiltag, der skal fremme forståelsen mellem vore lande. Somme tider beder USA Danmark om at støtte sin stilling, andre gange er det omvendt. Ved konferencen har vi mulighed for at præsentere det bedste af begge landes formåen ved direkte sammenligning, og Danmark har meget at fremvise på dette punkt og kan gøre sin lille plet på landkortet større ved denne lejlighed. Det er vel diplomati: At øge kendskabet til hinanden.

Til slut: hvilke forventninger har De til konferencen?

Forhåbentlig vil konferencen dokumentere, at de flere hundrede deltagere har mange gode ideer til, hvor arkitekter kan finde plads, yde en god indsats, og gøre brug af deres baggrund og erfaring, således som jeg selv har prøvet det i de seneste 10 år. Der kan komme både positive og negative tilkendegivelser ved den sidste paneldiskussion, hvor ordet er frit, og alle kan redegøre for deres erfaringer. Jeg håber jeg bliver overrasket.

Arkitekter har bestemt noget at give fra sig uden for fagets kerneområde. Men vi har en lang proces foran os, for først skal vi som arkitekter jo selv forstå denne mulighed, og indse at man stadig er arkitekt selv om man ikke sidder ved et tegnebord. Denne konference er starten - jeg har i hvert fald ikke kendskab til at arkitekter tidligere har debatteret et emne af denne art, ikke i USA, og næppe heller i Danmark.

Læs Richard Swetts executive summary af konferencen på: www.tri-partners.com/swett.html



LEDER
UDSTILLING
UDDANNELSE
KVALITET
MILJØ
LANDSKAB
FORSKNING
ANMELDELSER
LINKS
NYHEDSBREV
KOLOFON

OPDATERET D.15-11-2000



Kommentarer og debatindlæg kan sendes til redaktionen@ArkitekturNet.dk
Gengivelse tilladt ved kreditering.

TOP

OPDATERET D.15-11-2000