ArkitekturNet - Forsiden



MELLEM YDERPUNKTER
- arkitekturpolitikken ved en skillevej

af Henning Thomsen, oktober 00

DENGANG
Det var en ganske tankevækkende oplevelse at sidde på tilhørerpladserne ved konferencen "Design diplomacy: Public policy and the practice of architecture", der blev afholdt i København af den amerikanske arkitektforening, AIA, i begyndelsen af september i år. Et par snese arkitekter, amerikanske såvel som danske, var samlet for at tage pulsen på arkitekternes og arkitekturens muligheder for at påvirke de politiske beslutningsprocesser med det sigte at forbedre de samlede bebyggede omgivelser. Et ædelt formål om noget. Men det var tydeligt, og heri bestod det tankevækkende, at der som udgangspunkt var tale om to ganske forskellige kulturers bud på dette spørgsmål. 

Den amerikanske vinkel var dobbelt. På den ene side så man byggeri, og især det offentlige byggeri, som en form for "politisk" og didaktisk projekt. At arkitektur bruges til at udtrykke politiske forhåbninger og til samtidig at belære folket om særlige politiske principper er noget der har eksisteret i USA lige siden Thomas Jefferson (1743-1826), præsident og selvlært arkitekt, tog den klassiske arkitektur i anvendelse på en række offentlige byggerier for herved at give et fysisk udtryk for det nye demokratis værdier.
På den anden side af spektret, blev der ved konferencen givet eksempler på den helt individuelle politiske gerning, der også kan finde sted igennem arkitektur og med arkitekter som centrale aktører. Også denne særlige politiske udtryksform er meget kendetegnende for den amerikanske kultur. Man kan kalde det for individualismens positive "spin-off", denne evne og lyst til at sætte sig særligt og ganske helhjertet ind for enkeltsagen, det være sig et lokalsamfunds bygningskultur, en udsat gruppes særligt problematiske situation eller specifikke økologiske eller trafikale problematikker.

Den særligt danske form for politisk interesse eller engagement når det drejer sig om arkitektur, har fundet sted midt mellem disse to (amerikanske) yderpunkter, midt mellem den udpræget offentlige og den udpræget individuelle. Herhjemme er det fremdeles igennem (det almindelige) boligbyggeri, at danske arkitekter i særdeleshed har været "politisk" aktive.
Det er ganske enkelt ikke til at komme uden om, at bebyggelser som Brumleby, Søndergaardsparken, Galgebakken, og mange, mange andre bebyggelser, opført fra slutningen af det 19.århundrede og frem til slutningen af det 20. århundrede, har haft langt større betydning for danskerne og det danske samfund i al almindelighed (og for dansk arkitektur) end nok så mange prestigebyggerier. Og det er heller ikke til at komme uden om, at disse byggerier fortsat udgør en central (men til tider glemt) kanon - arkitektonisk såvel som politisk - for kommende generationer af danske arkitekter og politiske beslutningstagere.
Der er derfor heller ingen tvivl om, at arkitekterne i Danmark igennem det 20. århundrede og igennem boligbyggeriet især, har spillet en vigtig politisk rolle i arbejdet med at etablere den sociale samfundsform der fik navnet velfærdsstaten. Og meget vigtigere, end at sidde med i offentlige beslutningsprocesser som sådan, har derfor været de gode eksemplers magt, der i form af boligbyggeriet, har været medvirkende til at skabe det egentlige grundlag for den bredere demokratiske og politisk udvikling.

NU
Det danske boligbyggeris udvikling har naturligvis været betinget af en udpræget politisk velvilje, der først for alvor begyndte at blive tvetydig, da boligbyggeriet - parallelt med velfærdsstaten som sådan - fra primært at være et socialt anliggende blev et nok så vigtigt økonomisk og finansielt anliggende. Boligpolitikken og byggeriet blev fra 1960'erne og fremefter et statsfinansielt styringsredskab på linie med fiskale og monetære redskaber, og diskussionerne omkring hvordan vi gerne vil bo og om hvordan vi kan gøre vores bosteder og byer bedre blev for en tid sat på politisk standby. Og i dette udviklingsforløb må det konstateres, at arkitekterne mistede en stor del af deres faglige og især politiske gennemslagskraft.
Det er her vi står i dag. De senere års byfornyelser har været ét forsøg på nytolkning af arkitektens sociale bevidsthed og politiske prægnans. Men byfornyelsen har som samfundsmæssigt projekt samtidig lidt kraftigt under skiftende politiske prioriteringer der har haft baggrund i forskellige udlægninger af hvad sigtet med byfornyelsen egentlig er. Med først den manglende integrering af beboerne i beslutningsprocesserne (Nørrebro i København), og siden den svigtende forståelse for det nødvendige skift fra monofunktionel byfornyelse (boliger) over til multifunktionel (eller helhedsorienteret) byfornyelse, hvor butiksstrukturer, arbejdsmarked-, infrastrukturelle- og socialpolitiske overvejelser, samt kulturens betydning i al almindelighed kan få lov til at spille en rolle, har igennem lang tid undergravet arkitektens potentielle politiske gennemslagskraft.
Ser man isoleret på arkitektens rolle i det samlede "bygge-spil", så må det også slås fast, at arkitektskolernes udvikling igennem de sidste årtier af det 20. århundrede, ikke har været befordrende for en potentiel nytænkning af arkitektens politiske rolle og situation. Boligbyggeriet og overvejelser omkring byer og bosætning i al almindelighed er blevet tiltagende sjældne i såvel "undervisningen" som i projekterne. Disse overvejelser er blevet afløst af et nærmest narcissistisk og æstetiserende "jerntæppe", som arkitekterne med udpræget kunstnerisk selvtilstrækkelighed har kastet henover sig - de samme arkitekter der har svært ved at forstå at der ikke er nogen udover fagkredsene der gider lytte til dem.
I de senere år er termen arkitekturpolitik så blevet båret frem som et nyt bud på hvordan man måske kan 'tale' om at forbedre vores fysiske bo- og bymiljøer. Begrebet er opstået som en afgrænsningsterm, på linje (om ikke på højde med) andre politik-afgrænsninger som f.eks. socialpolitik, skattepolitik og forskningspolitik. Men herudover har termen i hele sin korte levetid lidt under en vis skepsis, hvor den har været set som en slags kejserens nye klæder, en catchphrase til brug ved festlige lejligheder, eller også som en måde effektivt at sløre de egentlige problemer vores byer, boligområder og byggeindustri lider under. 
Og som altid er det underligt at betragte menneskers trang til at dele verden op i afgrænsede kasser - og af en eller anden grund har jeg svært ved at høre en Heiberg eller en Poul Henningsen tale om "arkitekturpolitik" - for dem var der én term, nemlig politik - en kamp for almene og fællesmenneskelige værdier og synspunkter.
Som jeg ser det, er det netop denne bredere, mere sammenhængende (og derfor i sandhed arkitektoniske) forståelse af det 'politiske' vi i forbindelse med arkitekter og arkitektur bør søge at give en ny og aktuel definition. I lyset af globale omstændigheder og udviklingstendenser finder vi netop nu det helt rette scenario for arkitekterne til at generobre deres politiske gennemslagskraft. Der er med andre ord problemer nok at kaste sig over, problemer der kræver arkitektoniske svar. Det, det drejer sig om er, at definere et værdisæt der kan være med til at bestyre og forvalte arkitekternes aktivitet i forbindelse med disse nye og globale problemer.

HVAD KUNNE EN ARKITEKTURPOLITIK VÆRE?
Afslutningsvis vil jeg gerne slå fast, at det er en ganske uomgængelig kendsgerning, at arkitekter må begynde at se deres aktivitet i lyset af det der i mangel af bedre kaldes 'globaliseringen'. Om end vi ikke i Danmark har det der kan kaldes "global cities" så er globaliseringen dog et fænomen der allerede har haft dybe implikationer på såvel små som store byer herhjemme. De centrale og ganske pragmatiske spørgsmål man som arkitekt altid vil skulle beskæftige sig med, nemlig hvad vi bygger, hvordan vi bygger og hvor vi bygger, er alle dybt påvirkede af, at verden lige nu er både ét og mange steder på én og samme tid, og at det er en verden, hvor problemerne ikke længere lader sig anskue endsige løse indenfor nationalstatens begrænsende rammer. Dette grundvilkår har naturligvis også betydning for hvordan man bør eller kan se på en fremtidig arkitekturpolitik. 
Spørgsmålet om hvad vi bygger, er naturligvis ikke som sådan noget der isoleret afgøres af arkitekterne. Men f.eks. byfornyelsen, som jeg berørte ovenfor, er et eksempel på hvordan de nye globale grundvilkår vil skulle tages med ind i overvejelserne om hvad vi bygger, når vi by(gge)fornyer bygninger og byområder. Nødvendigheden af at brede byfornyelsen ud til også aktivt og fundamentalt at inddrage det private erhvervsliv samt til at tage den ændrede befolkningsstruktur alvorligt - altså dels at familien er en sagablot i sin traditionelle forståelse, at der er langt flere enlige der skal finde sted at bo, at den etniske sammensætning vil ændre sig og måske også derfor bør spille ind når vi tænker by- og boligområders fysiske opbygning og sammensætning - alle disse elementer bør indgå i aktive politiske overvejelser omkring hvad der skal bygges.
Spørgsmålet om hvordan vi bygger, spiller allerede en vis rolle i de aktuelle arkitekturpolitiske overvejelser. At en byggeindustri ikke længere kan bestå via en håndværksmæssig orientering alene, er givet, men hvordan de nye teknologier går hen og spiller ind på eller sammen med byggeriets produktionsform er endnu en problemstilling der er i sin vorden. De første skridt til en forholden sig til dette problem er taget, med f.eks. det nye Center for Integreret Design (CID) i Århus (www.c-i-d.dk ). Perspektiverne i dette projekt er efter min mening langt større end det af By- og Boligministeriet etablerede Projekt Hus - alene af den grund at CID inddrager forskning og uddannelse, altså den langsigtede faglige holdnings- og videnspåvirkning, i sin vision for svarene på spørgsmålet om hvordan vi bygger.
Spørgsmålet om hvor vi bygger er det tredje element jeg vil pege på som en central og uomgængelig problemstilling i en fremtidig arkitekturpolitisk virksomhed. Her er der taget en række initiativer fra bl.a. By- og Boligministeriet, bl.a. det Erhvervs- og Bypolitiske Udvalg, der skal barsle med en betænkning ved udgangen af år 2000. En hjørnesten i deres hidtidige arbejde har været at se på sam-, med- og modspil i forholdet mellem erhvervslokalisering og geografisk/planlægningsmæssige parametre, overvejelser der også har international klangbund, og som man kun kan håbe ikke ender med at blive udhulet i den endelige betænkning (se www.byerhvervudvalg.dk ). Den spredte by, suburbaniseringen og de grundlæggende bæredygtighedsproblemer, samt infrastrukturelle og trafikale problemstillinger udgør vigtige omdrejningspunkter i forhold til hvor vi bygger, og her bør arkitekters evner for at tænke sammenhængende kunne komme til at spille en vigtig politisk rolle.
Ingen af disse problemstillinger lader sig forstå som noget der kan angribes udfra rent æstetiske eller kunstneriske positioner. Arkitekterne og med dem arkitekturen må derfor nødvendigvis genopdage det jeg i mangel af et bedre udtryk vil kalde 'modernitetens ufuldendte projekt' - et lån fra den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas - et udtryk for, at der faktisk findes et samfundsmæssigt og socialt projekt der har de ovennævnte problemstillinger som sit sigtemærke, et projekt der rækker langt videre end til enkeltstående kunstnerisk udbrud. En sådan genopdagelse ville kunne medvirke til at arkitekter og arkitekturpolitik fandt fælles fodslag, og til, at arkitekturpolitik kunne løfte sig udover en eksistens betinget kun af politisk velvilje for i stedet at blive den politiske uomgængelighed arkitektur bør være.

For til slut at vende tilbage til spørgsmålet om de to kulturers møde ved konferencen "Design diplomacy: Public policy and the practice of architecture " så vil mit bud være, at en aktiv og fremadrettet arkitekturpolitisk indsats i en dansk kontekst stadig må søge at finde sted mellem yderpunkterne. Det vil være uhensigtsmæssigt, i lyset af ønsket om radikal fremdrift i projektet, at bero på statslig intervention, der altid, af gode grunde, må være langsom og efterrationaliserende. Og på den anden side vil det ufuldendte (politiske) projekt også skulle bero på opdagelsen af en ny socialitet, en ny forståelse af et sammenhængende samfund, hvor det individuelle måske nok kan og skal have en bedre placering end velfærdsstaten som sådan gav det, men hvor man samtidig må erkende, at problemerne er større end at vi kan overlade dem til det enkeltstående og personlige initiativ at løse dem.
 



LEDER
UDSTILLING
UDDANNELSE
KVALITET
MILJØ
LANDSKAB
FORSKNING
ANMELDELSER
LINKS
NYHEDSBREV
KOLOFON

OPDATERET D.15-11-2000



Kommentarer og debatindlæg kan sendes til redaktionen@ArkitekturNet.dk
Gengivelse tilladt ved kreditering.

TOP

OPDATERET D.15-11-2000