ArkitekturNet - Forsiden


EXPO(RT)

af Susanne Pouline Svendsen, august 00

I følge programmet skulle EXPO i Hannover være fyldt med visioner for verden. Men visionerne er få, og idéen med en verdenssudstilling synes at være udtjent.

For halvandet hundrede år siden blev den første verdensudstilling afholdt i Hyde Park i London. Det var her Crystal Palace blev opført, og det var her fra det gik over i historien som et både arkitektonisk og ingeniørmæssigt mesterstykke. I mange år frem var hovedformålet med verdensudstillingerne, at deltagerlandene skulle præsentere og konkurrere på deres seneste opfindelser, og både telefonen, bilen og grammofonen blev første gang vist på disse udstillinger. 

Efterhånden som det tyndede ud i innovationerne op gennem forrige århundrede, blev udstillingerne drejet mere og mere i retning af, at publikum skulle opleve fremmede landes kulturer. I dag hvor mange mennesker har rejst jorden rundt, trampet rundt i regnskoven og sovet i en igloo, virker behovet for den type kulturformidling ikke længere helt så nødvendig og relevant. 

De tre baltiske landes pavilloner

Arrangørerne i Hannover har da også forsøgt at tilføre idéen om en verdensudstilling ny ilt ved at formulere, at denne EXPO skal "præsentere visioner, projekter og konkrete løsninger, der demonstrerer vores ansvarlighed over for vores planet." Og i følge programmet rummer den således over "1,6 mill. kvm. visioner for fremtiden".

Udtalte og uudtalte intentioner

For yderligere at tilføre noget nyt har arrangørerne lagt temaet "Menneske, natur og teknik - vision for en ny verden" ned som et bindende tema over de 191 nationer og organisationer, der deltager. Vor tids mantraer, økologi og ressourcebesparelse, er tilgodeset ved at genanvende et eksisterende messeområde og ved at stille krav om, at de nyopførte pavilloner efter udstillingen kan pilles ned og genanvendes. De mange udtalte intentioner synes dog langt fra at være hørt af alle deltagerlandene; mange har i stedet for at vise visioner og ansvarlighed valgt at satse på eksportfremstød pakket ind som kulturformidling i montrer og på monitorer. Produkter fra private sponsorer dominerer udstillingerne og demonstrerer med al tydelighed, at vi lever i en verden, der sætter lighedstegn mellem kultur og kommercialisme. 

Tema eller tilfældighed
Intentionerne er mange, men visionerne er få og synes næsten ikke at omfatte arkitekturen. At der her og der findes pavilloner, der kan betragtes som visionær arkitektur virker snarere som en tilfældighed end et tema. Et stort antal af pavillonerne - herunder de skandinaviske - er udformet som træ og glaskasser, der påberåber sig et slægtskab med den modernistiske tradition. Men de er fuldstændig tappet for modernismens idé om funktionalitet og anvendelse af de nyeste materialer og nyeste byggetekniske landvindinger. I stedet står de tillukkede og uinviterende, proppet med teknologisk isenkram, og plæderer et tomt udsagn om visioner og ressourcebesparelser.

Blik over øst-arealet fra den hollandske pavillon Som modsætning til de mange kasser i den globale stil byder udstillingen på et antal folkloristiske pavilloner fra de arabiske lande og østen. Disse lande har heller ikke valgt at vise en vision, men viser en version af den forsvindende oprindelighed - mere autentisk end på lokaliteterne. Det bedste ved disse pavilloner er fraværet af de computerskærme, de andre er fyldt med til ingen verdens nytte.

Visionære pavilloner
Detail fra den schweiziske pavillonEnkelte af de mange pavilloner imødekommer dog de forventninger om visioner og om sammenhæng mellem udtryk og indhold, som udstillingsprogrammet skaber. Den schweiziske pavillon af Peter Zumthor og den hollandske af MVRDV er eksempler på en sammentænkning af bygning og budskab. Peter Zumthor har stablet 3000 kubikmeter lærkeplanker og spændt dem sammen til en labyrintisk konstruktion, der udgør selve udstillingen. I de stille gange mellem de stoflige og duftende planker bliver temaet "Menneske, natur og teknik" pludselig tydeligt, og visionen om ro og rum til fordybelse indtagende.
Den hollandske pavillon præsenterer os for en hårdt optrukket vision om sammensmeltningen af by og land, af kultur og natur. En vision der meget kontant forsøger at afhjælpe menneskets evige frustration over at være splittet mellem de to verdener. Pavillonen kan opfattes som en vision om en ny overenskomst mellem mennesker og natur og udtrykker således en omsorg for verden, der ligger på et helt andet niveau end de salgsudstillinger med økologiske vindmøller og lavtskyllende toiletter, man finder i mange andre pavilloner. Samtidig udfordrer pavillonen de klassiske harmonibegreber om smukt og grimt, som passer dårligere og dårligere og bliver mere og mere udhulede i vores zappende tilværelse og fragmenterede verdensbillede.

Kulturformidling
Blandt de få pavilloner der har lagt hovedvægten på at formidle landets kultur og egenart, er den islandske pavillon den mest overbevisende. En kæmpe blå kube overrislet med vand, der glitrer i solen, står som en metafor for landets storslåede natur med is, elve og bjerge. Indeni snor en rampe sig som en spiral omkring et bassin, hvor poetiske og stoflige detaljer fra den islandske natur projiceres i en rolig og glidende rytme. Pludselig springer en geyser i vejret og demonstrerer den voldsomme kraft, dette land også rummer. Omkring på væggene hænger fotos og navne af islandske slægter, tidligere og nuværende beboere i et land der ikke krænger sin sjæl ud for de altfortærende forbrugere, men skaber et indtryk af en nation med integritet og værdighed.

Blik fra sejlbanen   De vellykkede pavilloner til trods er det svært at forestille sig, at nogen bygninger på EXPO i Hannover vil gå over i arkitekturhistorien. Crystal Palace, Eiffeltårnet og Barcelonapavillonen har ikke fået et visionært sidestykke i år 2000. Og til trods for arrangørernes mange intentioner om fornyelse af konceptet er verdensudstillingen blevet en ucharmerende blanding af kedsommelig teknologi, enfoldig folklore og skjulte eksporthensigter, og den efterlader spørgsmålet, om verden behøver EXPO. 

Udstillingen i Hannover er åben til den 31.10.

Fotos: Kell Elgstrøm og Lone Feifer



LEDER
UDSTILLING
UDDANNELSE
KVALITET
MILJØ
LANDSKAB
FORSKNING
ANMELDELSER
LINKS
NYHEDSBREV
KOLOFON

OPDATERET D.07-08-2000



Kommentarer og debatindlæg kan sendes til redaktionen@ArkitekturNet.dk
Gengivelse tilladt ved kreditering.

OPDATERET D.07-08-2000