ArkitekturNet - Forsiden


MODERNISMEN I HAVANA

af Lars Hilfling og Marianne Tietge
, august 00

Arkitektonisk set er den cubanske hovedstad bedst kendt for sin traditionelle koloniale bygningskultur, og den modernistiske periode er således et forsømt kapitel i øens arkitektur historie. Her præsenteres en række villaer, som viser udviklingen af den modernistiske arkitektur i Havana i tiden op til revolutionen i 1959.

Cuba var et af de første latinamerikanske lande, som "importerede" modernismen og oven i købet hurtigt integrerede og tilpassede den til egen tradition og eget klima. Uafhængigheden fra Spanien i 1902, efter 400 år som koloni, havde skabt en trang til at markere selvstændigheden også gennem arkitekturen. 
To af de væsentligste begivenheder for udviklingen af en mere selvbevidst cubansk arkitektur var grundlæggelsen af den cubanske arkitektforening "Colegio de Arquitectos" i 1916, og udgivelsen af tidsskriftet "Arquitectura" fra 1917. Hermed fik de cubanske arkitekter en for Latinamerika enestående mulighed for national debat, kritik og offentliggørelse af projekter og konkurrencer. 
En tredie vigtig faktor i udviklingen af modernismen på Cuba var kontakten til udenlandske og internationalt kendte arkitekter. Walter Gropius besøgte Havana i 1949, og i 1950´erne blev der skabt kontakt til bl.a. Mies van de Rohe, Philip Johnson, Joseph Albers, Richard Neutra og José Luis Sert. Blandingen af ydre påvirkninger og impulser og lokal arkitektonisk tradition og klima udgør det særegne ved den cubanske modernisme.

Villaen - tradition og udvikling
Der er mange eksempler i Havana på den specielle cubanske modernisme. Tydeligst ses den i villaen, og det er ingen tilfældighed. I 1940´erne og 50´erne oplevede Cuba en voldsom økonomisk vækst, som især kom en lille overklasse til gode. Mens de sociale spændinger, korruptionen og den politiske vold eskalerede, opførte den internationalt orienterede elite luksuriøse villaer i de frodige, tropiske forstæder vest for Havana. Her var der mulighed for at eksperimentere og udvikle den cubansk modernistisk arkitektur med elementer fra den traditionelle villa, der ellers var gået mere eller mindre i glemmebogen.
Den traditionelle cubanske villa var i høj grad karakteriseret af funktionelle elementer. Den var bygget op omkring pationen og en brønd, og svalegange udgjorde bygningens infrastruktur og beskyttede samtidig mod den stærke tropiske sol. Søjlegangene foran husene gav beskyttelse, mens man færdedes i gaderne, og vinduerne var blot træpersienner, der holdt solen ude og samtidigt tillod en brise at nedkøle rummene.Vinduespartier med farvet glas over dørene var et andet karakteristisk element i den traditionelle cubanske arkitektur. 

Casa Eutimio Falla Bonet
En af de første arkitekter, som for alvor begyndte at arbejde og eksperimentere med modernis men i forhold til cubansk tradition, var arkitekten Eugenio Batista. Han opførte i 1939 "Casa Eutimio Falla Bonet" til en velhavende sukkerbaron på en grund direkte ud til den Mexicanske Golf. Den er opdelt i flere bygningsafsnit med forskellige funktioner. Rummene har et modernistisk åbent forløb i modsætning til den mere klassiske koloniale rumopdeling.
Villa Falla Bonet

Med de forskellige bygningsafsnit har Batista skabt en ny asymmetrisk version af det omsluttede uderum, den traditionelle patio. Samtidig har han fastholdt traditionelle elementer som de kalkede teglmure, vinduesgitrene, saddeltaget og de overdækkede svalende søjlegange langs husene. Også opholdsstuen har et stort overdækket udendørsareal ud til saltvandspoolen, som giver en glidende overgang til havet. Materialevalget er traditionelt. Sten, træ og tegl - alle typiske cubanske byggematerialer som giver et nedtonet og asketisk præg. Enkelheden i huset leder, trods de tropiske omgivelser, tankerne hen på den skandinaviske arkitektur fra 50´erne.

Villa Falla Bonet Villaen er udtryk for en forsigtig modernisme, der nænsomt integrerer velkendte cubanske arkitektoniske elementer, og den bærer tydeligt præg af Batistas engagement i at transformere de rationalistiske strømninger til en ny cubansk arkitektur uden at kaste den lokale koloniale tradition over bord. "Casa Eutimio Falla Bonet" og Batistas øvrige villaer fik stor indflydelse på den unge generation af arkitekter i 1950´erne, som arbejdede på at redefinere de fire P´er inden for den koloniale cubanske arkitektur: Patio, puntal, persiana og portal (det indre gårdrum, søjlen, træpersiennerne og indgangen/søjlegangene).

Casa de José Noval Cueto
Arkitekterne Mario Romañach og Silvio Bosch var blandt de arkitekter, der lod sig inspirere og kendetegnende for deres arbejder blev arbejdet med funktion, rumlighed, lys, det frie åbne rums virkning, inddragelsen af den tropiske flora og en kreativ udnyttelse af nye præfabrikerede materialer som f.eks. beton og krydsfinér. 

Casa de José Noval Cueto I 1948 opførte de "Casa de José Noval Cueto" i forstaden Cubanacán til Novalfamilien. I villaen har de tydeligt arbejdet med flere af den internationale modernismes fremherskende elementer som f.eks. de frie planforløb, den universelle rammestruktur, den funktionelle opdeling og den konstruktive og økonomiske rationalisme.

Den tre-etages villa består af to bygningskroppe, som bindes sammen af et fladt udkraget tag og fra ankomstsiden en 45 m lang betonskive. Spillet mellem det horisontale og det vertikale er et gennemgående tema i bygningen. De horisontale rumadskillelser, dækkene, balkonerne og gallerierne er fremherskende både inde i huset og i facaderne, og de modspilles af vertikale elementer som den ene bygningskrop, de dobbelthøje rum og udskæringerne i facaderne.

Selv om husets formsprog og materialevalg udtrykker en modernistisk transparens og dynamik, finder man alle de traditionelle komponenter fra cubansk arkitektur, om end i en helt ny fortolkning; det indre gårdrum som her er placeret mellem de to bygningskroppe og defineret af en rektangulær udskæring i det flade tag og svalegangene under det udkragede tag samt det fremhævede indgangsparti. Her er også anvendt træpersienner til filtrering af lyset bag nogle af de store vinduespartier. Casa de José Noval Cueto

I det traditionelle koloniale hus, hvor der ikke blev anvendt vindues glas, havde persiennerne også to andre funktioner nemlig afskærmning og nedkøling. De funktioner har Bosch og Romañach overført til en lang perforeret mur under den ene bygnings krop mellem gaden og terrassen. Den danner en dekorativ afskærmning for indblik fra gaden samtidig med, at den tillader en brise at feje hen over bassinerne for effektiv nedkøling af huset.

Casa de Alfred Schulthess
Også den amerikansk-østrigske arkitekt Richard Neutra havde stor indflydelse på de yngre cubanske arkitekter i 40´erne. Og i 1956 opførte han selv, sammen med de cubanske arkitekter Alvaréz og Gutierrez, en villa til det velhavende schweiziske ægtepar De Schulthess i forstaden Cubanacán. Her opholdt ægteparret sig det meste af året, med undtagelse af sommermåneder ne, som de tilbragte på deres middelalderslot i Schweiz. Kontrasten til slottet i Schweiz må have været overvældende, da Neutras villa mere end noget andet bygningsværk på Cuba fremviser den internationale modernistiske stil, både formmæssigt, planmæssigt og konstruk tivt.

Den knapt 1000 kvm. store villa har en streng rumlig og funktionel disposition. Til ankomstsiden finder man de to mindre fløje med gæsteafdeling og tjenesteboliger. I den centrale to- etages bygning udgør stueetagen med opholdsrummet den offentlige zone, mens førstesalen med rækken af soveværelser udgør privatzonen. Opholdsarealet i stueetagen er et stort universelt rum opdelt ved hjælp af niveauspring i gulv og loft, mobile træpaneler og konstruktive elementer som f.eks. loftsbjælkerne.

Der er således skabt et dynamisk, flydende bevægelses areal og et mere statisk intimt opholds- og spiseareal. De store glaspartier mod haven og de langstrakte terrasser langs huset er med til at give rummet en åben karakter, hvor det ydre rum inddrages i den rumlige opfattelse. Haven blev designet af den brasilianske landskabsarkitekt Roberto Burle Marx.

Casa de Carlos Ramirez Corria

Villa Carlos Ramirez Corria Neutras villa blev en kulminationen af den tiltagende orientering mod udlandet. I de følgende år op til revolutionen søgte den unge generation af regionale arkitekter igen at finde deres egen identitets rødder. Blikket blev igen vendt indad, og man fortsatte arbejdet med traditionelle cubanske elementer ikke mindst de fire P´er - et arbejde som Batista jo allerede havde påbegyndt næsten to årtier tidligere.

Tendensen kan ses i villa "Casa de Carlos Ramirez Corria" opført i 1957 i forstaden Marianao af arkitekten Nicolas Quintana. Bygherren ønskede en up-to-date cubansk villa, og resultatet blev et vellykket eksempel på, hvordan internationale og lokale stilelementer går op i en højere enhed.
Den traditionelle patio udgøres her af hele tre indre gårde omsluttet af villaen og en ydre skærmende mur. Gården og haven er allestedsnærværende, når man bevæger sig rundt i husets åbne og moderne planforløb, mens haven er anlagt på traditionel cubansk vis. Andre traditionelle elementer er træpersiennerne og de farvede glaspartier, som giver en smuk vekselvirkning mellem lys og farve. Quintana har også arbejdet med hierakiet mellem de forskellige bygnings afsnit, der er funktionsopdelte i områder til hvile, ophold, arbejde og service. Hierakiet er betonet med de kraftige separate saddeltage. Under det største af tagene finder man spisestuen beliggende mellem de tre gårdhaver og med en rumlighed som i kolonial cubansk arkitektur. I soveafdelingen er arbejdet med en mindre skala, som ude fra angiver den private karakter og indvendig skaber en mere intim atmosfære.

Arkitekturen efter revolutionen
Efter revolutionen i 1959 tog det kommunistiske styre afstand fra den modernistiske arkitektur, der blev opfattet som et symbol på nordamerikansk dominans og kapitalistisk dekadence. 
Et nyt regelsæt på det arkitektoniske område blev gældende. I stedet for de æstetisk-kunstneriske elementer fik de sociale og økonomiske faktorer førsteprioritet i byggeriet, hvilket i løbet af kort tid reducerede de fleste byggeprojekter til rene ingeniørkon struktioner. Mange cubanere forlod landet i kølvandet på revolutionen, deriblandt halvdelen af den cubanske arkitektstand. Udover en stor talentmasse, forsvandt også mange af de faktorer, som havde været medvirkende til at udvikle den nye cubanske arkitektur: Indflydelsen fra udenlandske kolleger, studierejser, konkurrencer og adgangen til udenlandsk faglitteratur samt kapital til eksperimenter.

Her i begyndelsen af et nyt årtusinde står cubanerne endnu en gang over for store økonomiske og samfundsmæssige omvæltninger. Efter Sovjetunionens sammenbrud forsvandt Cubas vigtigste økonomiske grundlag, og det har tvunget landet til en større politisk og økonomisk åbenhed. Med en tiltagende opløsning af arbejdskooperativerne og udviklingen af en ny privatøkonomi kan man også inden for det arkitektoniske område frem over forvente store forandringer på Cuba. Det bliver interessant at se om den modernisme, som blev udviklet på Cuba før revolutionen, kan anvendes som afsæt for et nyt spændende kapitel inden for cubansk arkitektur.

Fotos af Peter Lindner

Billedtekster:

"Casa de Alfred Schulthess" af Richard Neutra. Terrassen og vinduespartiet i hele husets længde danner overgangen til den store have designet af den brasilianske landskabsarkitekt Roberto Burle Max. Haven rummede flere swimmingpools, en basketballbane samt mulighed for croquetspil og bueskydning.

Ernesto og Eugenio Batistas villa "Eutimio Falla Bonet" ligger direkte ud til havet med en saltvands-swimmingpool. Der var på Cuba i 1930´erne stadig et bestemt kodeks for at anvende arkitektoniske stilarter inden for det private boligbyggeri. Kolonial eller eklektisk stil var fremherskende. Batistas villa fra 1939 er en af de første, der viser en ny tendens mod en mere moderne rationalistisk stil.

"Casa de Jose Noval Cueto" af Silvio Bosch og Mario Romanach er et af hovedværkerne inden for den cubanske modernisme. Et let dynamisk hus hvor et galleri fører hen over swimmingpo olen og forbinder den to-etages opholdsstue med de øvrige rum.

Villaen "Carlos Ramirez Corria" af Nicolas Quintanta er et eksempel på indragelsen af traditionel cubansk arkitektur i et modernistisk formsprog.
   



LEDER
UDSTILLING
UDDANNELSE
KVALITET
MILJØ
LANDSKAB
FORSKNING
ANMELDELSER
LINKS
NYHEDSBREV
KOLOFON

OPDATERET D.07-08-2000



Kommentarer og debatindlæg kan sendes til redaktionen@ArkitekturNet.dk
Gengivelse tilladt ved kreditering.

OPDATERET D.07-08-2000